Meantime blev – surprise, surprise – spillet igennem og det gav genlyd efter hvert nummer, da klapsalver, brøl, råb, knyttede næver og hævede horn tordnede mod projektilerne på scenen og da bandet bl.a. spillede ”Wilma´s Rainbow” som encore, var jorden gødet til en afterburner i nattelivet
At tro på sit eget projekt er al ære værd og trænger man til auditiv mørbanken, som bestemt også gemmer på melodier, om end de kradser som sandpapir korn 4o mod ørerne, så tag en mandfolketur uden nåde, men med masser af forløsning. Bagsiden af medaljen er, at den nådesløst konsekvente tilgang koster på variationens alter.