Cello-rockerne giver den en skalle på “Apocalyptica”
Første gang jeg hørte om Apocalyptica, var med deres debut “Plays Metallica By Four Cellos” fra 1996. Det var noget spøjst at høre bl.a. “Master Of Puppets” og “Enter Sandman” udsat for en omgang strygere. Da de i 1998 udgav “Inquisition Symphony” hvor repetoiret var udvidet med Faith No More, Sepultura og Pantera krydret med få egen-kompositioner. Må jeg indrømme, at jeg afskrev dem en smule. Selvom det ikke var dårligt, så blev det ret hurtigt trivielt og ikke specielt originalt. Jeg mener det er lidt plat, at blive kendt på at spille andres numre.
Da jeg derfor sad med “Apocalyptica” – finnernes nyeste udspil – mellem fingrene, var det derfor med en del skepsis. Jeg har nemlig ikke hørt de mellemliggende plader, og sad derfor med paraderne oppe, da jeg smed skiven i min CD-afspiller. “Men hør hov! Hvad er det”. Et tungt guitariff (det er vist en cello med distortion) brager ud af min højtaler. Bestemt ikke hvad jeg havde forventet. Og Apocalyptica…nu med vokal. Ikke dårligt. Jeg må sige, at der er sket en del med Appocalyptica siden jeg sidst har lyttet til dem, og jeg er meget imponeret. “Apocalyptica” er bandets 5. album, og der er ingen cover-band over dem mere. Til lejligheden har Apocalyptica indhentet en række gæster. Bl.a. står Lauri Ylönen fra The Rasmus og Ville Valo fra H.I.M. for vokalen på henholdsvis 2 numre og 1 nummer.
“Life Burns”, som kick starter pladen, er et virkeligt tungt rock & roll nummer, hvor Lauri Ylönen sørger for vokalen. Ylönens let hæse stemme passer godt til dette rå nummer, og måske han skulle overveje et skifte fra hans hoved-arbejdsgiver The Rasmus.
På sang nummer 2 “Quutamo” bliver Apocalypticas varemærke, celloerne, ordentlig indsat. De udgør det for en sangstemme, og solo-harmonierne flyder let henover de tunge distortede celloer. Som nævnt foroven, lyder de distortede celloer forbavsende som tunge guitarer, og jeg blev virkelig flere steder i tvivl. De kan virkelig trylle med deres instrumenter, de finner.
“Distraction” fortsætter tonen fra “Quutamo”, omend “Distraction” er en smule mere rock’et. Her bliver Celloen brugt på en ny måde. Flere steder hyler og skriger den som en pint kat, og det virker nærmest skræmmende godt.
“Bitterweet” er en duet mellem Ville Valo og Lauri Ylönen. De synger hver især forskellige passager, og der er et perfekt samspil mellem de to. I omkvædene ligger Ville Valos dybe stemme perfekt som bund til Lauri Ylönens lysere stemme. Sangen starter udelukkende med cello og vokal, hvilket giver en meget bar stemning. Senere kommer resten af bandet dog på, og “Bittersweet” slutter som en tung og smuk ballade.
Dave Lombardo (Slayer/Fantomas) har også bidraget til “Apocalyptica”. På “Betrayal/Forgiveness” hamrer hans trommer derudaf med samme intensitet som på “Reign In Blood”. Jeg har hørt en solo-cello før, men aldrig en rytme-cello, der spiller lige så hurtigt som guitarene. Det går stærkt!
Apocalyptica formår på “Apocalyptica” at blande klassisk musik med heavy metal på formidabel vis. Jeg har endnu ikke mødt nogen, der klarer det så godt. Her kan nightwishh godt pakke sammen. De klassiske stykker lyder som taget ud af sound tracket fra “Tiger På Spring, Drage I Skjul”, og man kan næsten se billederne for sig, når celloernes langsomt flyder ud af højtalerne. Min eneste anke er dog, at jeg bliver en smule træt af celloens soloer, som udgør det for en vokal. De har en tendens til at minde lidt for meget om hinanden, og det er synd, for det er faktisk ret smukt. Lidt mere variation i celloerne, og jeg ville ikke have en finger at sætte på noget.
Produktionen på “Apocalyptica” er meget solid. Rytme-celloerne er tonstunge. Solo-Celloerne er skarpe og trommerne er vilde. Det er virkelig kræset for detaljen, og der er ingen tvivl om, at Apocalyptica har forstand på lyd.
Alt i alt er “Apocalyptica” en rigtig god heavy-plade med en masse stille passagerog jeg kan klart anbefale den. Tag ihvertfald et lyt, og se hvad man kan med en Cello. Undertegnede blev ihvertfald overrasket.
