Det var ikke en nær så pakket KB-Hal som man kunne have forventet, der lagde scene til det finske powermetal-band Nightwish og deres anden optræden i Danmark. Når man tænker på deres stigende succes (ligesom de musikalske frænder Within Temptation) og forsigtige gennembrud ud til mainstream-publikummet, så var der godt nok godt med albuerum for de fremmødte tilskuere, som i øvrigt udmærkede sig ved at være i den yngre ende af skalaen. Gotik, skønsang og metal-riffs er åbenbart noget som rører ved et eller andet i dagens identitetsforvirrede teenagegeneration. Og fred være med det.
Opvarmningen blev serveret af det danske rockband The State, der ganske vist spiller bundsolidt, men er en tand for sterile rent musikalsk for undertegnedes smag. Og så ligger de i øvrigt i en hel anden genre end Nightwish – som at parre et jazzorkester med en bluescrooner. Men igen, fred være med det.
Det var Nightwish, folk var kommet for at høre, og det herskede der ingen tvivl om, da mørket sænkede sig, og den atmosfæriske intro sivede ud af højtalerne. Salen var måske ikke fyldt til bristepunktet, men energien var ikke til at tage fejl af. Og det gjorde sig heldigvis også gældende for selve bandet, der har ry for at være både entusiastiske og i kontakt med publikum under deres live-optrædener.
Nightwish har fem solide albums i bagagen, men repertoiret denne aften bestod i overvældende grad af numre fra deres et-år-gamle udspil ”Once”, der i øvrigt har tilført bandets sound en mere varieret blanding mellem deres Opera-metal og mere støjende tungmetalinspirationer, ikke mindst takket være bassisten Marco, og den stigende brug af dennes kraftfulde vokal. Det er også i Marco at bandet rent live-mæssigt har fundet en frontfigur, der ikke er genert for at kommunikere med publikum mellem numrene, hvilket virkelig er et plus. For på trods af forsangerinde Tarjas ufravigelige tilstedeværelse og aura, både i sin himmelske sangstemme, men også fysiske fremtoning, så er hverken hun eller de tre andre synderligt snakkesaglige. Men de engagerer sig dog i publikum under selve numrene ved at holde øjenkontakt og opfordre dem til at klappe med, og især guitarist Emppu, der elsker at posere med sin guitar og løbe rundt på scenen fra den ene kant til den anden, forstår at holde fast i publikum og hive dem med på løjerne.
Generelt må man sige at bandet virkelig var i hopla og levede fuldt op til deres ry – et mere energisk og veloplagt live-band, der samtidig forstår at række ud over scenekanten, skal man nok lede længe efter. Denne energi forstærkedes naturligvis under sange som titelnumret fra deres tredje skive ”Wishmaster”, der virkelig pumpede derudaf i et vidunderligt tempo, eller det hårde riffmaskineri ”Slaying the Dreamer” fra ”Century Child” der udviklede sig til et veritabelt headbanging-feast . På samme måde hævede især ”Nemo” og ”The Siren” sig – begge numre fra ”Once” – og syntes at indeholde en intensitet og eksplosiv klangudladning som ikke er at finde i samme grad på pladen; det er begge numre der er selvskrevet live-materiale.
Men midt i al spilleglæden og den musiske overflod kan man ikke lade være med at undre sig over, at bandet vælger at stille op med noget nær samme setliste som sidste år, da de spillede i København. Mig bekendt var ikke bare samtlige numre, inklusive Pink Floyd coveret ”High Hopes”, men også deres rækkefølge en direkte kopi af forrige dk-koncert. Det synes ikke kun besynderligt, da bandet ligger inde med over 50 egne sange, men også en smule dovent – som om man ikke har gidet besvære sig med at indstudere et nyt repertoire og dermed give eventuelle gengangere blandt publikum en anderledes oplevelse. På samme måde giver Nightwish ikke sig selv plads til improvisation eller den mindste variation over de vante temaer. Selv deres soli forbliver som regel uændrede, hvilket stadig er vidunderlige stykker musik, men som live-oplevelse ville det have givet så meget ekstra at mærke, at bandet havde overskud til at lege med materialet, hvilket ofte er det som kendetegner en fantastisk scenepræstation. Et godt eksempel er den lidet velvalgte ballade ”Kuolema Tekee Taiteilijan”, der ikke alene er på finsk og derfor umulig at synge med på med mindre man kommer fra saunaernes land, men samtidig blev fremført af en enlig Tarja, kun akkompagneret af sound loops , mens resten af bandet var gået back stage . Man kunne sagtens have lavet en version af sangen, hvor de andre medlemmer spillede med og derved undgået den noget uinspirerende play back intermezzo som opstod, og som påvirkede koncertens ellers glimrende flow .
Efter nu at have oplevet Nightwish live for fjerde gang savner denne anmelder noget nyskabelse i fremførelsen, for at det skal kunne komme helt op og ringe, som det gjorde første gang, da de bragede gennem sansemuren og efterlod mig med åndenød. De er stadig musisk-tekniske genier alle sammen og keyboardspiller Thuomas en eminent og noget nær perfekt sangskriver, og deres lyst til at spille – og spille for et publikum ikke mindst – er uovertruffen; men næste gang I kommer til Danmark (hvilket forhåbentlig er snart og gerne med en ny plade i bagagen), vil I så ikke gerne give den en tand ekstra?
Setliste:
Dark Chest of Wonders
Planet Hell
Ever Dream
The Kinslayer
Phantom of the Opera
The Siren
Sleeping Sun
High Hopes (Pink Floyd cover)
Bless the Child
Wishmaster
Slaying the Dreamer
Kuolema Tekee Taiteilijan
Nemo
Ghost Love Score
I Wish I Had an Angel