Veto-interview

Da VETO nedlagde storbyen.

Veto gav koncert på Rust i København i slutningen af september måned. Diskant mødte de fem århusianske drenge til en til tider meget sarkastisk snak om kloge lyttere, følsomme tekster, et blomstrende musikalsk univers – og om succes.

Det er et af de finere bandrum, vi sidder i. Stedet er Rust i København, væggene er hvide, bordet hvidt. Rummet er fyldt med mennesker, der har en forbindelse til og ikke mindst tror på de fem drenge, der sidder og spiser før aftenens koncert. De hedder Veto og forsøger for tiden at erobre det danske publikum med sange som ”You Are A Knife” og ”From A To B”. Overordnet set ser det ud til at lykkes. Og som man kommer ind i det hvide rum, mødes man med åbne arme og lidt generte smil. Måske et udtryk for, at det hele er kommet lidt pludseligt.

”For mange er Veto kommet lidt ud af den blå luft,” siger jeg og spørger: ”Hvorfra er I dukket op?” Det er Vetos frontmand Troels, der svarer og med ét slår den lette tone an med et stort grin og klar ironi.

Troels: ”Jamen, vi er jo bare dukket op lige pludselig. Vi har ikke lavet noget før. Vi har overhovedet ikke spillet musik før – og vi har lige lært at spille instrumenter.”

Og allerede nu mærker man samspillet i gruppen. Mads, Vetos trommeslager tager over med en kølighed, som bevidner, at Troels’s sarkastiske tone ikke er uvant, men tages med et gran salt af de øvrige bandmedlemmer.

Mads: ”Vi har spillet i mange år alle sammen, i alle mulige konstellationer. Men af os, der sidder her, har David (guitar, red.), Jens (bas, red.) og jeg spillet sammen i noget, der ligner otte år. Og så kom Mark (guitar og syntheziser, red.) med. Troels var den sidste til at blive del af bandet. Det var for halvandet år siden.”
Troels: ”Jeg spillede selv i et band på det tidspunkt, men vi havde forskellige musikalske ambitioner. Jeg havde lavet noget sammen med de andre drenge inspilningsmæssigt – og jeg tror bare, at vi fra dag ét fandt ud af, at vi arbejdede rigtig godt sammen kreativt. Så da drengene mistede deres forsanger for halvandet år siden, så gik der ikke andet end…”
Jens: ”…en time eller noget, så havde vi fået Troels med! Det virkede bare så logisk og selvfølgeligt…”
Mads: ”Det kom sig af, at vi snakkede om, at det kunne være fedt at få Troels med. På det tidspunkt boede Jens og Troels sammen.”
Jens: ”Ja, så da jeg kom hjem den dag, så spurgte Troels, hvordan mødet var gået. Han vidste godt, der var havde været noget under opsejling. Jeg fortalte ham, at Thomas var skredet, og Troels kunne ikke sige så meget andet end; ”Jamen, så er jeg jo nødt til at synge for jer”. Det var sådan lidt oplagt det hele. Og så tog vi den store alvorlige snak om, hvad vi så skulle…”

Jeg spørger ind til, hvad det var, Veto så mente, de skulle. Svaret kommer prompte.

Mads: ”Vi mente, at vi ikke umiddelbart skulle gøre det, vi havde gjort indtil nu.”
Troels: ”Ja, jeg tror, at vi alle sammen var kørt sur i det, vi lavede – på hver vores måde. I alt det med jagten på pladekontrakt og anerkendelse og… så det bare blev til, at nu skulle vi prøve at lave noget, vi havde lyst til.”
Jens: ”Det betød så, at vi smed alt ud og startede forfra.”

Der er en tydelig kemi mellem de fem drenge, som de sidder her omkring bordet. Ordene falder perfekt efter hinanden, som har de været en fasttømret gruppe igennem mange år. Der er nikken og sympati. En blanding af alvor og glæde. Tilbage til historien blev ’at starte forfra’ ret hurtigt til en EP, som udkom i starten af september med titlen ”I Will Not Listen”. Vi snakker lidt om den generelle tendens til, at danske bands udgiver kortere albums. Jeg spørger Veto, hvorfor de valgte netop EP-formen.

Troels: ”Det var vel egentlig, fordi vi havde en EP. Vi havde indspillet nogle numre i et øvelokale, i starten nok mest for vores egen skyld. Men så blev de af en sådan kvalitet, at de fandt vej til TABU Records og så til udgivelse.”
Jens: ”Det hænger vel også sammen med, at vi er et helt nyt navn, som sagt er det jo halvandet år siden, vi dannede Veto. Så der er jo ikke rigtig nogen, der ved, hvem vi er, her snakker jeg både om anmeldere, folk ved radio og tv, og publikum.”
Troels: ”Jeg tror, vi var enige om, at EPen var en god mulighed for at varme op. En pejling til, om vi kunne bruges til noget – og en måde at vise andre, at det kan vi godt.”
Mark: ”Jeg tror også, at det hang lidt sammen med et uskrevet pres fra P3, for de ville gerne spille os, men var mere modvillige, hvis ikke der var noget, som folk kunne gå hen og købe i butikkerne. Der er ikke nogen grund til at hype noget, der ikke kan købes i butikkerne.”

Veto har udover EPen og diverse koncerter et album på vej. Inspilningerne er lige begyndt her i oktober. Vi snakker om det nye album – eller om inspilningen af det, for det lader til, at VETOs medlemmer ikke helt ved, hvordan det nye album bliver. Troels forklarer.

Troels: ”Det kan godt være, at vi er begyndt at skrive, men vi har altså absolut ingen ide om, hvordan det nye album bliver. På EPen har vi haft en klar ideologi om, hvordan vi laver musik, og den kommer også til at være sådan på pladen, men jeg tror, at det hele er lidt uklart for os lige nu.”
David: ”Det bliver nok sådan, at pladen kommer til at opstå under indspilningerne…”
Mads: ”Ja, altså ikke kompositorisk, for vi har jo materialet, men vi ved ikke, hvilke numre der skal med – eller hvordan de skal være.”
Troels: ”Den nemmeste måde at forklare det på, er nok ved at sige, at vi selv er spændt på, hvor den ender.”

Veto er signet af TABU Records, som tidligere kun har beskæftiget sig med Hip Hop-udgivelser, men med Veto for første gang har bevæget sig over i en anden genre. Jeg spørger, hvor stor en betydning, det har haft for Veto, at de er blevet signet af TABU, som absolut ikke genremæssigt passer til deres musik.

Mads: ”Stor betydning. Rigtig stor betydning.”
Troels: ”Jeg tror, det vigtigste er den frihed, TABU giver os. Vi har nok været lidt bange for, at der skal ikke stå en eller anden gammel rocker, som er bedrevidende, fordi han i 1972 har udgivet en eller anden stor CD, som bare stadig sælger. Det hænger jo sammen med, at vi alle sammen har prøvet at være igennem den der maskine med andre kloge fremtidsfolk. TABU har, på grund af deres andet fokus, givet os en meget høj grad af frihed til at gøre tingene på vores måde. Og de har en stor tiltro til, at vi kan det, vi skal.”
Mads: ”Jeg tror også, man kan kalde det en blåstempling af vores musik. Da vi mødtes med TABU første gang, sagde de, at de ikke helt kunne sætte en finger på, hvad det var, men at i og med at vi kunne rykke som inkarneret hiphop kan, så havde vi fat i et eller andet rigtigt. Det var vi vildt stolte af, da vi gik derfra. De mente det sgu, de var ret begejstrede for det.”

Og det er ikke blot folkene fra TABU, der har været begejstrede. Anmeldelserne har stort set være forrygende alle sammen. Jeg spørger, hvordan det er at få så god kritik.

Troels: ”Anmeldelserne har jo ikke været lige positive alle sammen…”

Næsten som et kor begynder resten af bandet at anfægte Troels. Det er Mads, der kommer bedst igennem, mens han med et smil fortsætter.

Mads: ”Nej, du har ret i, at de ikke har været lige positive, men en stor del af dem har været rigtig gode… og der er ikke nogen, der har givet os reelt dårlige anmeldelser…”
Mark: ”Gode anmeldelser er sindsygt smigrende. Men det bedste er at opleve, at andre har interesse i det, man laver.”
Jens: ”Jeg synes, at det er fedt, at EPen, der egentlig bare var ment som en føler, pludselig spilles alle mulige steder. Oprindeligt ville vi bare have luftet vores navn.”
Troels: ”Ja, det er egentlig ret blæret.”

Igen er der samhørighed at spore. En slags benovelse over, at det går så godt, hvilket leder én til at tænke på, om succesen er kommet pludseligt eller uventet. ”Havde I forventet det?” spørger jeg.

Jens: ”Jeg tror, vi havde håbet på det. Vi havde håbet, men…”
Mads: ”Vi var overbevist om, at vi ikke kom med noget fuldstændigt nyskabende eller originalt, som ville vælte folk. Det var jo ikke det, vi var ude på. Så derfor er det dejligt, at folk er blevet lige så begejstrede, som vi selv er for det.”

Begejstringen er dog ikke uvant for Veto. Igennem længere tid har man kunne følge bandet på mymusic.dk. Her har man kunne høre sange, skrive kommentarer og i det hele taget følge med på Vetos vej. Og det er resulteret i en fanskare, der opstod allerede før, der var nogen udgivelse på vej. Men hvordan kan man som band bruge internettet, spørger jeg.

David: ”Til nemt at nå ud til folk.”
Troels: ”Ja, det er klart nemmere at nå mange mennesker. Og det er nemmere at have en fornemmelse af, at du som musiker eller band er tættere på dit publikum. Vi kan snakke direkte med de folk, der er interesserede i musikken, uden at vi føler, at vi giver afkald på noget personligt distance.”

Vi afbrydes af en computerspilslignende sang fra bordet ved siden af, hvor folkene fra pladeselskabet sidder bøjet over en computer. ”Sorry” griner de til os og fortsætter, uden at skrue ned. Og Jens fortsætter uden at blive påvirket, men nu med den nye spøjse baggrundsmusik.

Jens: ”På nettet er der et mellemled, som er skåret væk. Det er lytterne, der vælger. Man er ikke afhængig af, at der er et pladeselskab, der udgiver – men kan nå direkte ud til de folk, der gerne vil høre det, man laver.”
Troels: ”Men samtidig er det tilpas upersonligt. Hvis folk begyndte at kime os ned for at spørge om de ting, de skriver i gæstebogen, så ville det måske være lidt for meget.”
Jens: ”Det betyder også meget for bevågenheden inden for musik. Hvis man ser på nettet, så blomstrer der hele tiden steder op omkring musik. Folk kan mødes og dele deres passion, det har en kæmpe betydning, fordi man kan skabe et fællesskab, ikke blot blandt musikere, men også omkring musikken.”

Igennem gæstebogen på hjemmesiden har Veto kunnet danne sig et billede af deres lyttere. Det fører mig videre til næste spørgsmål: ”Hvordan forestiller I jer den typiske Veto-lytter?”

Jens: ”Det er nok en, der godt kan lide musik med følelser, hvor det rent faktisk går ind og rører ved dem.”
Mark: ”Der er meget musik, der kommer ind af det ene øre og så ud af det andet. Og jeg tror, at en Veto-lytter godt kan lide at få det ind af det ene og så lige holde det derinde lidt.”
Troels: ”Vi har ofte fået at vide, at det er noget, der vokser på en, at man skal høre det en to-tre gange, før man kan forholde sig til det. Det tror jeg er den gængse Veto-lytters opfattelse… at musikken vokser på dem.”
Mads: ”Vi er jo nogle stykker, der har prøvet at spille det mere rockprægede, sådan den lidt mere skabelonagtige musik, hvor mange af de kommentarer, vi fik, gik på. at det var en lækker lyd eller for vildt… De kommentarer, vi får i dag, handler mere om, hvad folk har fået ud af musikken…”

Og så er det, at den løber løbsk endnu engang. Den vetoske ideologi om at gøre, hvad man vil, viser sig i den nærmest snusfornuftige ironiske humor, der dukker op.

Jens: ”Jeg tror egentlig, at det er nogle kløgtige mennesker…”
Mads: ”Ja, vi har nogle meget kloge fans.”
Troels: ”Det er nok Mensa-folk de fleste af dem…”

Og mens vi sidder og griner lidt af Troels’s udtalelse, kommer der pludselig en kommentar fra bordet bag os med pladeselskabsfolk. ”Troels, fik du lige sagt, det er Mensa-folk, der lytter til jer?” lyder det mindre overbevist.

Troels: ”Ja, jeg sagde, at vi har nogle kloge lyttere…”

Der grines i hele lokalet. ”Okay, sammen med de der søde Goth piger med sort neglelak…” lyder det så. Stemningen er legende og let. Troels fortsætter uanfægtet.

Troels: ”Men det er jo faktisk svært at svare på, for hvis sådan nogle som TABU-folkene kan falde over os og synes, at det er fedt… ja, det var måske ikke lige dem, jeg umiddelbart ville tro, ville falde for det.”
Jens: ”Det hænger nok også meget sammen med karakteren af vores musik… den er meget baseret på stemninger.”
Troels: ”Vi går ikke op i kække melodier, vi går mere op i, at der skal være en stemning, at der skal være en ide med hvert nummer, at der ikke skal fremtvinges et eller andet.”

Igen er det ideologien, der skinner igennem. Der er en tydelig glæde ved musikken at spore hos det unge band, en glæde man kan håbe, de kan bevare igennem det kommende albumsarbejde. Jeg spørger, hvordan det er. Hvordan det hele føles lige nu.

Jens: ”Jamen, i bund og grund er det bare for fedt at mærke, at det hele ruller nu. Det kører i vores tempo – og vi føler, at vi kan være med.”
Mads: ”For mit vedkommende føler jeg, at det kører lidt for hurtigt, men på den fede måde. Det er dejligt at få at vide, at nu skal vi testes på Boogielisten eller nu kommer vi i det blad eller den udsendelse… for det er slet ikke noget, vi har gået og ventet på. Det overhaler os lidt, og det er godt. Vi når ikke at få de store forventninger til det hele, når det bare kører. Og ja, derfor er det nok også ret svært at skuffe os lige nu.”