Det forjættede eventyrland i digital kontekst
Nej, Alice in Videoland er ganske enkelt ikke noget for mig. Mine nærmeste referencer er Aqua, men med lidt mere ungdommeligt og ufærdigt touch – og ingen tvivl om, at det vil appellere til en stor gruppe yngre lyttere, men med fare for at lyde gammel, så fænger det mig simpelthen ikke.
Vi har her at gøre med en svensk elektropop kvartet med sangerinde Toril Lindqvist i spidsen, hvis stemme i faretruende grad minder om Aqua-Lenes. Det er klart med til at forstærke følelsen af at være trådt ind i Aquas univers, når man sætter Outrageous på afspilleren. Albummet er gruppens andet efter en debut i 2003 med albummet Maiden Voyage og en lang række ep’er og singler.
Musikalsk åbnes albummet med ”Ladykiller”, en godt to minutter lang energibombe, der på musiksiden giver associationer til tyske Wir Sind Helden – og med vokalen indover netop til, nu flere gange nævnte, Aqua. Tempoet er i top, rytmen konstant og teksten helt og aldeles intetsigende, tag bare følgende som eksempel: ”I just can’t stand the smell of your low price aftershave / Don’t you think you’re over doing it a bit / when I can smell it a mile away”.
Alice in Videoland kræver ikke særlig meget af sin lytter, men lægger mere op til dans natten lang i påvirket tilstand. Det samme indtryk giver den glidende overgang mellem nogle af numrene i bedste rave-stil.
Der er meget stor kontrast imellem det, som albummet reelt byder på – og den måde, hvorpå Alice in Videoland forsøger at promovere sig selv. Albummet hedder Outrageous, men min oplevelse er, at bandet langt fra laver noget nyt og originalt. Jeg ved ikke, hvilke grænser de forsøger at bevæge sig ud over, for de ligger lunt midt i allerede afprøvede genrer. Også grafisk lægger coveret på albummet op til punk, energi, hårdhed – men Alice in Videoland er egentlig ret bløde.
At jeg ikke giver bundkarakter, har i høj grad noget at gøre med, at jeg er sikker på, at der vil være et stort publikum for bandet – og at jeg er til fals for sukkersøde ballader, som Outrageous byder på en enkelt af, nemlig ”Falling” (track 7). Her sker det igen i bedste Aqua-Lene stil, og så er det mindre elektronisk, hvilket befrier én for den stress, som ellers presses ned over én på resten af albummet.
Overordnet er der problemer med udtryk over for indhold – og på sin vis kan man fristes til at sige, at Alice in Videoland forsøger at genfinde en niche, som var enormt populær for nogle år siden, nemlig i årene op til deres debut. Men musikken har bevæget sig i en anden retning – i hvert fald i Danmark – og derfor er der for mig at se ikke plads til det, som Alice in Videoland leverer. Det er for fantasiløst ganske enkelt. Her er intet eventyrland.
