Nick Cave and Warren Ellis: The Proposition – Original Soundtrack

Nick Cave and Warren Ellis – I outbacken gemmer sig……

Nu kan australske Nick Cave også skrive manuskriptforfatter på visitkortet. Han debuterer i denne arena med intet ringere end en australsk western. På soundtracket til filmen The Proposition har han en af sine ’Bad Seeds’ ved sin side, nemlig Warren Ellis. Sammen har de to skabt et lydligt univers, der levendegør den barske aussie outback. Violiner driver de udmattede krikker frem gennem den knastørre bush, mens man føler den kvælende hede fremkalde små svedperler på ens forbrændte hud. Det er en nådesløs verden, vi introduceres til. En verden hvor naturen slår dig ihjel, hvis ikke et andet menneske når at gøre det først.

Instrumentalmelodierne er afdæmpede med en tydelig klang af irsk folkemusik i brugen af violinen som hovedinstrument. Når musikken er mest traurig, hører man pianoets spinkle stemme i selskab med strygerens ensomme sang, De to frembringer en følelse af isolation, der sænker sig klaustrofobisk over stemningen. Det er delikat lavet med så få virkemidler, at man ikke kan gøre andet end at overgive sig. Nick Cave leverer selvfølgelig også vokale bidrag, nogle gange næsten hviskende, andre gange i fuld styrke med sin vanlige intensitet. På ”The Rider # 2” slækkes der på tøjlerne, og desperat vildskab slippes løs i form af guitar med en rå kant og distortion, samt to vokal tracks, der kører på tværs af hinanden. Den ene syngende, den anden hviskende. Kombinationen får det til at klø under huden.

De herrer Cave og Ellis fortæller en historie med musikken, film eller ingen film. Det er lykkedes dem at skabe et soundtrack, som ikke umiddelbart er til at ryste af sig. Al musik er umiskendeligt Cave, og på de afsluttende numre ”The Rider Song” og ”Clean Hands, Dirty Hands”, har country fået et Cave-spin, der blot understøtter det, vi allerede vidste. Manden er versatil. Warren Ellis’ violinstykker efterlader et varigt indtryk med sine sjælfulde melodier, og alene på grund af dem bør man lægge øre til dette fine soundtrack, der er bedre end filmen selv.

More from Camilla Jørgensen
04.07.18 – St. Vincent – Arena, Roskilde Festival
En neonklædt gudinde indtog onsdag aften Arena i form af den mesterlige...
Read More
0 replies on “Nick Cave and Warren Ellis: The Proposition – Original Soundtrack”