En virtuos krydser sit spor
For 8 måneder siden trådte undertegnede indenfor i en lille undselig koncertsal i hjertet af København, for at blive ramt fra alle musikalske fronter af det australske guitarfænomen, Tommy Emmanuel. I de 8 måneder der er gået har jeg glædet mig som et lille barn til den næste koncert, ja det har nærmest føltes som abstinenser der skreg på endnu et fix.
Det fix indløste jeg i aften. Med en god ven på slæb, og mig himlende op om hvor vanvittig en oplevelse den første koncert havde været, havde vi efterhånden fået skruet forventningerne usandsynligt højt op, og spørgsmålet var om det var rimeligt netop at forvente det absolut sublime igen. Jeg mener…det måtte da have været en once-in-a-lifetime koncert, den for 8 måneder siden. Ingen kan da være en så gennemført performer, så inderlig en fortolker og så ufattelig virtuos, uden at miste pusten bare en gang i mellem. Ingen, altså, undtagen Tommy Emmanuel. Han fortolker en række klassiske melodier som var de hans egne som supplement til et selvkomponeret bagkatalog der har over 40 år på bagen, og hvorfra han kan trække det ene mesterværk frem, efter det andet.
Igen måtte jeg gnide øjne og ører, knibe mig i armen, og bare prise mig lykkelig over at være netop der, netop da. Tommy Emmanuel formår at komme ud i alle kringelkroge af musikkens verden, fra det inderligt smukke, til det hårdt svingende, til det rock ‘n’ rollede, til det urkomiske, til det ligefrem technoprægede udtryk, alt sammen leveret med en tilsyneladende guddommelig lethed, en humoristisk charme, en inderlig, rørende varme og et teknisk kunstnerisk overskud der får Det Sixtinske Kapel til at ligne en overkørt pizzabakke.
Lyden var uovertruffen, publikum var glade, rørte og hysterisk entusiastiske, og Tommy Emmanuel mere end indfriede de urimelige forventninger som flere af os ganske sikkert har siddet med inden koncerten gik i gang. Jeg er, hvis man ser bort fra ovenstående, målløs.
Det bliver ikke bedre.
