O fryd! O Glæde!
Lige fra første nummer åbenbarer Tapes ‘n Tapes hvorfor de er et af de mest omtalte indiebands på den amerikanske scene. Debutalbummet The Loons åbningsnummer, ”Just Drums” blæser ud over de taknemmelige publikummer, så selv folk, der kun har hørt pladen et par gange, må være med – smart trick! Og de fire unge mænd på scenen er skam også blevet tilnærmelsesvist smarte at se på – væk er det smånørdede tidlig Weezer-look, og tilbage står noget der nærmest ligner et rigtigt rockband. Men det der virkelig står ud er og bliver musikken. Man kan hype et band så meget man vil, men hvis musikken ikke holder, så går det altså ikke (- i hvert fald sjældent…) Og Tapes holder. Det fik man bevist, hvis man ulejligede sig forbi Lille Vega lørdag aften.
Hypen har fulgt i hælene på Tapes ‘n Tapes alle steder de har været, og denne aften i Lille Vega er der da også godt fyldt op med godtfolk. Der var dog en god del, som måske mest var kommet for at se hvad det her var for noget, og brugte koncerten på at diskutere det med hinanden – altså en god gang snak i baggrunden på stort set alle numre. Men den forreste del af publikum var opslugte, som man kan blive, når man modtager rene og uforfalskede musikalske glædes-bølger fra scenen. Uforholdsmæssigt mange valgte at udtrykke deres uforbeholdne glæde med endeløse ”woohoo” lyde- også under sangene… Mærkeligt koncept, måske en udløber af ikke at kunne synge med, men alligevel have et intenst ønske om at give sin tilfredshed til kende overfor bandet, såvel som overfor de andre publikummer.
Bandet virkede utroligt afslappede på scenen. Efter at have set deres mere end skræmte fremtoning, da de var gæster hos David Letterman, er det en fryd at se et band, som så tydeligt befinder sig godt på scenen. Keyboard- og percussionist Matt Kretzmann valsede endda over til bassist Erik Applewick under ”10 Gallon Ascot”, for lige at sludre lidt…I øvrigt var dette nummer også et utroligt lækkert bevis på bandets versalitet – temposkiftene i nummeret blev udnyttet til fulde på scenen, hvor de store rock-outs blev fremhævet både af medlemmer og musikken – brøl fra forsanger Josh Grier, Applewhite i hop, Kretzmann bankende løs på trommesættets bækkener med sin tambourin, mens den evigt bundsolide og hinkestensbebrillede Jeremy Hanson (blot 19 år gammel) tæver trommesættet til døde. Ægte indie-showmanship. Josh Griers uskolede vokal er det perfekte match til bandets uhøjtidelige numre. Dog var den i aften af og til lidt mudret – men egentlig gjorde det jo ikke så meget – bandet er berømmede for deres vrøvlende tekster, og mudret eller ikke mudret gør jo så egentlig ikke den store forskel. Selvom man godt kunne ønske en lidt renere lyd, fx på undertegnedes The Loon -favorit ”The Iliad”, hvis fine, skæve kvaliteter også inkluderer vokalen. Som jo desværre forsvandt ned i Lille Vegas lyd-pult. Men overordnet set opretholdt koncerten faktisk en ganske fornuftig lyd-kvalitet.
Der var under koncerten flere hilsner til Figurines, som Tapes turnerede med i USA. Venskabeligt drilleri om hvorvidt Figurines virkelig kan drikke mere end Tapes endte dog med en forsikring om at de to bands elsker hinanden – men nu var flere medlemmer af Figurines jo også tilstede i salen… Da tonerne til “Cowbell” lød fra scenen virkede det som om publikum havde overgivet sig hæmningsløst, og opfølgningen ”Buckle”, såvel som EP-nummeret ”50’s Parking” slap ikke taget i publikum – og hvordan kunne man også andet end nyde dette? Energi og musikalitet flød fra scenen i nær fuldendt kombination fra et utroligt sammenspillet band (uanset de forholdsvis mange line-up-udskiftninger og genindsættelser de har muntret sig med). Den utroligt smukke og stille ”Omaha” fik dog publikum til lige at genoptage diverse samtaler, men da Tapes ‘n Tapes nok største hit ”Insistor” blev annonceret var jublen fuldendt. Og det var fremføringen også. Nummeret med det nærmest livstruende, men samtidigt livsbekræftende, tempo endte i en forbilledlig demonstration af manisk, diabolsk og musikalsk nydelse – og det var som en rus!
Efter en rent ud sagt fantastisk version af ”Jakov’s Suite” måtte vi sige farvel til brødrene Tapes. Der var ingen plads til (eller mulighed for?) ekstranumre, men til gengæld blev den behagelige stemning understreget af, at bandet strøg direkte fra scenen ud i baren til deres danske venner og bekendte. Man efterlades med indtrykket af en koncert, som viste os et fantastisk tight og sammenspillet band. Flere af numrene er nær-fænomenale, måske ikke noget dybt, men alligevel udstrømmende dybfølt glæde over musikken.
