Først var der kvinden…
Jeg har nyligt haft den fornøjelse at anmelde debuten Crime and Punishment fra det nye danske rockband No Privacy, og er nu taget ud for at se hvad bandet med den kvindelige frontfigur formår på en scene.
Det er over midnat da No Privacy indtager scenen, som det sidste band af tre den aften. Bandet lægger ud med sangen, ”Blood over Denmark”, der også er åbningsnummeret på deres debut, Crime and Punishment. Sangen lyder godt live, men også meget sikker, da den egentlig ikke adskiller sig fra albumversionen. Herefter spiller bandet deres første single, ”The Shadow”. Måske har bandet valgt denne sang som single, fordi den har lidt hit-potentiale, men netop dét faktum gør, jeg ikke finder sangen særligt interessant på albummet. Heldigvis får den dog en smule mere kant live, især i vokalen. Mod slutningen af tredje nummer, ”Places I should have been instead” er det, som om forsanger, Roxanna Albeck allerede hér er ved at løbe tør for energi; hun virker lidt træt og har ikke meget kontakt til publikum (det skal dog siges til hende forsvar, at publikummet selv virker lidt ukoncentrerede, og muligvis går mere op i alkoholen end musikken!), men heldigvis vågner hun mere op et par numre senere, da hun fx kommer med sætningen: ”Vi vil gerne ha’ nogle øl!” Så er der dømt rock n’ roll!
Og Roxanna er en rock n’ roll kvinde, det er hende der styrer koncerten. Som den eneste i bandet taler hun til publikum, og bevæger sig rundt på scenen, bl.a. da hun i ”A flash in the sky”, der er skrevet om hendes afdøde ven, der blev skudt af to danske betjente, er helt nede ved gulvet i en slags langsom dans. Bandet derimod står hele tiden stille, men til gengæld spiller de også et tight set- dér er der ikke noget at sætte en finger på.
Hen mod midten af koncerten begynder bandet at spille nogle numre, der ikke er at finde på Crime and Punishment. Jeg er ikke klar over om disse numre er af ældre eller nyere dato, men i hvert fald er de ikke særligt imponerende: Alle numrene, bortset fra det sidste der ”handler om at være på syre”, har en mere poleret poplyd både i musik og vokal, og det er trist, da jeg bestemt synes bedst om Roxanna Albecks vokal, når hun vrænger, skriger og synger igennem på den rå måde.
Efter fire af disse, for undertegnede, ukendte numre vendes der tilbage til et par numre fra albummet, først med det vellykkede nummer ”I fall”, som Roxanna fortæller handler om sex – igen et rock n’ roll statement fra hende. Med dette nummer hører man for første gang en egentlig variation fra albummet, men desværre er det ikke en forbedring. På albummet synger Roxanna på en dyb, forførisk måde, så man virkelig tror på, sangen handler om sex, men denne aften bliver teksten nærmest ”snakket”, og nummeret ændrer derfor karakter, og lyder nærmest fjollet, og bestemt ikke særligt frækt!
Aftenen afsluttes med nummeret ”Tripping over”, og en Roxanna Albeck, der virkelig lever sig ind i sangen, som ellers ikke er den mest interessante på albummet, men nu får mere personlig karakter live.
Aftenen har levet op til mine forventninger om at Roxanna Albeck er en sej frontkvinde, og har rock n’ roll i blodet. Det er faktisk ikke et minus, at hun styrer showet, og bandet er mere passive, for hun kan godt håndtere en scene, i hvert fald en mindre en af slagsen, og når hun bruger sin stemme på den uskolede, rå og ægte måde, så er hun en virkelig fascinerende sangerinde- hun mangler bare lige at få det ekstra glimt i øjet, som når ud over scenens kant.
