Dyrebart men lige til at smide væk
At lytte til First Man On Venus er som et træde ind i et fremmed, men alligevel velkendt univers. Som at møde en gammel ven, der ved første øjekast har forandret sig til ukendelighed, men bag den ydre forvandling alligevel er den samme. To et halvt år har Simon Gylden ladet vente på sig. Efter 2003 og 2004’s albumkaskader med først Bring Your Daddy og dernæst Go Folk Yourself! og Candy Apple Album, har det pludselige fravær af nyudgivelser syntes nærmest forurettende, også selvom talløse bands sætter deres sultne fans på pinebænken i mindst lige så lang tid eller længere.
Men nok om ventetid. Simon Gylden er tilbage, og i vanlig stil umulig at sætte i bås. Multikunstnerens egen pressemeddelelse bruger betegnelserne ’ekstrempop’, ’indierock’ og ’folkpunk’ om de 12 nye tracks. Dertil kan føjes country, rockabilly, småpsykedelisk lo-fi. Og listen er uendelig. First Man On Venus er som en pandoras æske, et broget overflødighedshorn af lyde, toner, indtryk, stemninger, og billeder. Som i nummeret ”Jeff Stryker’s Olifant Groove”, der genererer billeder på den indre nethinde af de hårde drenge fra N.E.R.D. side om side med et syngende, dansende, klappende, steppende Grease-ensemble anført af John Travolta og Olivia Newton-John. Lyder det for mærkeligt? Det er det måske også, men det fungerer ikke desto mindre, og track’et er ualmindeligt groovy. Det samme gælder den upbeat ”Girls, Let’s Go Dancing”, der igen skriger amerikansk popkultur og placerer lytteren på skødet af et amerikansk cheerleader-råbekor iført ironiske undertoner til langt op over knæstrømperne. Om det er en hyldest til eller en ironisering over landet mod vest fremgår ikke, men det er ungt, kækt og dekoreret med fortræffelige musikalske sindrigheder som et ekstra lag frosting. Førstesinglen ”Nosebleed on the Catwalk” er et ligeså træfsikkert mesterstykke.
Det bliver aldrig sentimentalt eller sødmefuldt med Simon Gylden, altid ulmer et anstrøg af sarkasme – også når det handler om døden, forliste kærlighedsforhold eller – som i nummeret ”Tracy Lords” om pornostjernen af samme navn – om et ensomt, uforløst liv. Det giver fornemmelsen af, at livet er smukt men grumt, ramme alvor men kun for sjov. Dyrebart, men lige til at smide væk. Modsætningerne trives side om side, og det er præcis, hvad der gør albummet så appellerende. Fordybelse, alvor og afgrundsdybe tekster krydres med ironi og letsindighed, så intet bliver for tungt samtidig med, at det hele virker oprigtigt og ægte. Et blik på de sirligt printede tekster i albumcoveret føjer en ekstra dimension til lytningen – for eksempel erstattes ’lost’ med ’lust’ et enkelt sted i ”Tracy Lords” og understreger hovedpersonens kummerlige tilværelse.
Det er flabet, originalt og forfriskende. Det er kynisk men dybfølt. Og det er satans vellykket.
