Højt humør og medrivende melodier
Og sådan dumpede der så lige pludselig et nyt yndlingsband ned fra himlen. Det er sjældent det sker på den måde. Ud af det blå, uden at man overhovedet havde forventninger om det.
Og så er de der bare – fem glade og humørfyldte danske musikere, der har skrevet kontrakt med et tysk selskab, og nu udsender deres underfundigt morsommelige og glædevækkende humørspredende indie-pop-debut Bad Times, All Gone.
Nogle gange er det storladent med kæmpe kor, andre gange er det en enkelt fingerspillet guitar, der suppleres med en skingert charmerende falset, som for eksempel på den helt igennem forrygende ”I’m An Architect” og på den fine ”Amazing Ronnie”. Særligt sidstnævnte lægger sig på det spøjse sted, der skaber det særlige spændingsfelt hos Men Among Animals, hvor man hele tiden har en samtidig fornemmelse af, at de mener, hvad de laver, men at de alligevel har en fornøjelig ironisk distance til hele herligheden.
De mere tempofulde sange anføres af ”Slow Years” med brusende hammondorgler og små finurlige naive guitar-figurer, og alt i alt er det ligeså afvekslende som det er underholdende og ligeså festligt som det er fint og fornøjeligt.
Men Among Animals har ikke fået den store opmærksomhed i månederne op til debuten, men de bør få den efterfølgende. Det er et af den slags albums, der er medrivende lige fra allerførste minut til det sidste, og som med al sin afveksling rammer bredt, selvom vi er i en smal genre. Melodisk og kompositorisk er bandet helt fremme, hvor kun få danske bands kan være med, og udførelsen og produktionen står ikke tilbage for resten.
J eg kan ganske enkelt kun anbefale Men Among Animals på det allervarmeste, og i mine ører har vi her fat i et af de absolut bedste danske debutalbums i 2007.
