Ed Harcourt: Until Tomorrow Then: The Best of Ed Harcourt

Ed Harcourt klar med sin første ’best of’

Det kan diskuteres om man i en alder af 30 år og med blot fem studiealbums på bagen er berettiget til at udgive et ’best of’-album. Ikke desto mindre er det netop hvad Ed Harcourts pladeselskab har gjort. Resultatet er slet ikke dårligt, og med Until Tomorrow Then: The Best of Ed Harcourt bliver hovedparten af bagkataloget overflødiggjort. Problemet med Ed Harcourts udgivelser har nemlig ofte været, at bundniveauet har været for lavt og at de enkelte albums som helhed har fremstået som noget tyndbenede.

Med The Best of Ed Harcourt er det anderledes. Kompilationen, der indeholder 15 gamle numre og et enkelt nyt, viser til fulde, at Ed Harcourt er en yderst talentfuld sangsmed. Det lave bundniveau til trods, så er der ikke mange sangskrivere der er bedre end Ed Harcourt på hans bedste numre – og det er jo lige præcis hvad der er samlet her.

Stilen er pop, og selvom multi-instrumentalisten Harcourt benytter sig af mange forskellige instrumenter, så hører musikken ikke til den mest eksperimenterende slags. Man føler sig velkommen og taget godt imod når man mødes af Harcourts varierede vokal, lige fra den sjælfulde falset på ”Apple Of My Eye” til den afdæmpede og lidt hæse ”Fireflies Take Flight”.

Udover ”Apple of My Eye” indeholder albummet også favoritter som ”Visit From The Dead Dog”, ”All Your Days Will Be Blessed” og ”Shanghai” og mere afdæmpede og varme numre som den behagelige ”This One’s For You”.

Hvis man ikke i forvejen kender Ed Harcourt er Until Tomorrow Then: The Best of Ed Harcourt det bedste sted at starte. For her er alle hans bedste numre samlet, og skulle man senere have lyst til at dykke lidt dybere ned i hans musik, vil Here Be Monsters være et oplagt sted at starte.

More from Carsten Fjølner
Joanna Newsom har tracklisten klar og lufter endnu et nummer
Print 🖨 PDF 📄 eBook 📱Som vi efterhånden har kunnet skrive et...
Read More
0 replies on “Ed Harcourt: Until Tomorrow Then: The Best of Ed Harcourt”