Er mennesket muligt på trods af sex?
Som anmelder giver det anledning til en vis spænding og nervøsitet at møde det totalt ukendte. De følelser gav mødet med I Can Hear Your Heart i dén grad anledning til! Albummet lægger ud med en sætning, hvori der opremses tre forskellige betegnelser for den menneskelige seksualakt. I anden sætning nævnes 7 betegnelser for henholdsvis mandlige og kvindelige kønsorganer. Dette er dog ude af kontekst så lad os begynde med begyndelsen!
I Can Hear Your Heart er første album i eget navn fra skotske Aidan John Moffat, som tidligere har fungeret som sanger i det hedengangne band Arab Strap. Teknisk set er albummet dog kun en del af et større kunstprojekt, som består af en indledende og en afsluttende novelle, som er at finde henholdsvis i selve albumcoveret og på det medfølgende digitale materiale. Særligt den indledende novelle væver sig på finurlig vis ind i albummets fortælling, således at hele værket tager form af minder og tanker fremkaldt af et kort møde med en gammel flamme. Der kan ikke være megen tvivl, om at albummet er tænkt som et autobiografisk værk. Den medfølgende digitale booklet indledes med dedikationen “To all the girls I’ve ever loved before”, og vi informeres om at “any resemblance to real persons, living or dead, is entirely intentional”. Fokus er på kærlighedens, parforholdets og seksualdriftens skyggesider. Her er mange referencer til meningsløs sex, og den attitude den trives i og selv vedligeholder. På forunderlig vis lykkes det Moffat at tegne et billede af meningstab gennem sex uden nogensinde at prædike for lytteren. På I Can Hear Your Heart får de nøgterne beskrivelser lov at tale for sig selv.
Det er en udfordring at skulle anmelde I Can Hear Your Heart som et stykke musik. Visse steder anvendes baggrundsmusikken til stor effekt, og mod slutningen af albummet bevæger Moffat sig ud i en intens og minimalistisk udlægning af Bruce Springsteens Hungry Heart. Dog er der grundlæggende set tale om et album af spoken word, og visse steder er den musikalske baggrund helt manglende. Som et stykke musik fungerer albummet ikke, og det er heller ikke hensigten. Anlægger man derimod et bredere perspektiv, træder kvaliteterne hurtigt frem. Moffats kortprosa fungerer udemærket som præcise og udtryksfulde nedslag i kærlighed og lyst. Særligt fungerer albummet dog på grund af Moffats store indlevelse og smertende sårbare vokalfremførelse. Ordene fremføres således, at de grådigt kræver lytterens opmærksomhed. Der er fin overensstemmelse mellem vokal og baggrundsmusik, selvom sidstnævnte i enkelte tilfælde virker en smule påklistret og med fordel kunne være undladt til fordel for en mere nøgen fremførelse.
Albummet kulminerer i en ti minutter lang fortælling, hvori Moffats yngre selv drives ud i en fuldstændig personlighedsmæssig opløsning, idet han mister grebet om både sin egen identitet og oplevelsen af intimitet. Mod enden af fortællingen genopdager Moffat dog et glimt af menneskelighed i en enkelt uselvisk handling, og denne varme og humanistiske tone er at finde gennem hele albummet; måske særligt når Moffat halvvejs gennem albummet afbryder historien med et simpelt men rørende digt, hvori han rammende spidder enhver form for diskrimination.
Førnævnte digt og albummet som helhed kan helt ubesværet karakteriseres som ekstremt sympatisk. Det er svært ikke at komme til at holde af I Can Hear Your Heart, men det er ligeledes svært for alvor at elske udgivelsen; dertil er hverken projektet eller eksekveringen skarp nok. Der er tale om et album, som er indtil flere gennemlytninger værd men forvent ikke at det grundlæggende revolutionerer dit poetiske eller musikalske univers. Som det nævnes i cd-coveret, er det et album, der skal nydes ved særlige lejligheder; helst i sengen med hovedtelefoner og kraftige tømmermænd. Lad mig hertil tilføje at I Can Hear Your Heart er en fabelagtig terapi, når du har brug for at minde dig selv om din egen og omverdenens humanitet.
