Sympatisk men alt for velkendt indie-rock
Det skal for god ordens skyld nævnes med det samme, at denne anmelder kun har et overfladisk bekendtskab til de to tidligere albumudgivelser fra britiske Maxïmo Park. Formuleret negativt betyder det, at der kun er begrænset mulighed for at sætte udgivelsen ind i en større kontekst og vurdere albummets plads i Maxïmo Parks musikalske projekt. Formuleret positivt betyder det, at Quicken The Heart vil blive vurderet på egne præmisser og derfor hverken vil være belastet af fortidens fejltrin eller fortidens genistreger. Således isoleret set, hvad er det så, Maxïmo Park har at byde på med deres tredje album?
Quicken The Heart byder på melodisk og dansabel guitarbaseret indie-rock med elementer af post-punk. Der holdes et højt tempo albummet igennem, og gennemsnitslængden for albummets tolv numre ligger på under tre minutter. Til tider bliver det decideret hektisk som på åbningsnummeret “Wraithlike” og den herligt forvirrede kærlighedshymne “Roller Disco Dreams”, og det er faktisk på disse numre at Maxïmo Park står stærkest. Når lydbilledet i “Wraithlike” invaderes af perfekt nedtonede sirener, vækker det ikke bare sangens univers til live, det vækker også store forventninger til resten af albummet. Desværre bliver forventningerne ikke for alvor indfriet, for Quicken The Heart virker til at være primært venstrehåndsarbejde og uden nogen hørbar musikalsk vision eller nødvendighed; det er lyden af et band, der har stillet sig tilfreds med at følge en opskrift uden fejl, og som derfor ikke interesserer sig synderligt for det sublime. Bortset fra de to tidligere nævnte numre bliver det også ganske godt på den alt andet end stille “Calm” og den afsluttende ballade “I Haven’t Seen Her In Ages” uden dog nogensinde helt at ramme den samme nerve som i åbningsnummeret.
Det overordnede indtryk af albummet bliver ikke bedre af at det til tider plages af decideret pinlig sangskrivning, som når forsanger Paul Smith viser sig som en sand poesiens mester med følgende linjer fra sangen “The Penultimate Clinch”:
the penultimate clinch / lasted the longest / it’s the penultimate clinch / it was the warmest / that delivered a pinch / sounded the warning / of a foolish flinch / I found it appalling
Langt det meste af tiden er sangskrivningen dog habil uden nogensinde at blive fremragende. Nu er genial sangskrivning ikke en absolut nødvendighed, hvis musikken på andre måder skiller sig ud fra mængden, men selv på førstesinglen “The Kids Are Sick Again” er det ikke tilfældet. Her er der tale om en forholdsvist banal sang om forstadens kedsommelighed og håbet om at undslippe selvsamme kedsommelighed lagt ind over en tung musikalsk baggrund af synthesizer og guitar. Det er fint udført men som resten af albummet, er det hørt utallige gange før.
