Keith Caputo glimtede kun momentvist
Mange af 90ernes store hard rock og heavy-bands er efterhånden ved at være et fortidslevn. De fleste er gået i opløsning, enkelte andre kæmper videre i mere eller mindre faldefærdige konstellationer, og så er der nogle enkelte bands, hvis forsangere er gået solo, hvilket både kan tiltrække gamle som nye fans. Torsdag aftens to navne på Stengade 30 var netop to sådanne solister. Hovednavnet var amerikanske Keith Caputo, som engang stod i front for Life Of Agony, og med sig som opvarmning havde han bragt amerikanske/nordirske Ricky Warwick, som engang førte an i The Almighty. Der var enkelte gamle t-shirts med de to bands at finde denne aften, men størstedelen af det stort set fyldte Stengade var nok kommet på baggrund af Keith Caputos solo-materiale – i særdeleshed det glimrende Died Laughing fra 2001.
Ricky Warwick vil ikke blive bedømt med en karakter i denne anmeldelse, men han får dog et par ord med på vejen. Warwick er som solist gået over til en hård folk/blues-genre, og hans musik bærer i høj grad præg af hans nordirske aner. Han gik på scenen alene med sin akustiske guitar, og jeg kunne sagtens have set ham underholde ubemærket på en irsk pub. Warwicks sange fik aldrig meget opmærksomhed fra publikum, og det var lige før, at han havde svært ved at få ørenlyd pga. folks snakken. Uopmærksomheden kan man nu ikke bebrejde de fremmødte – Warwicks hæse stemme og hans ret aggressive hamren på den akustiske guitar blev meget ensformigt i længden, og jeg tror ikke, at hans optræden i aften gav publikum et minde for livet.
Dørene på Stengade var blevet åbnet kl. 22, så det var tæt på midnat før aftenens hovednavn indtog scenen. Med sig på scenen havde Caputo en flaske hvidvin og fire hollandske band-medlemmer. Selv om jeg har set Caputo før, så blev jeg igen overrasket over, hvor utroligt lille manden er, og han bevægede sig under hele koncerten rundt på scenen som en lille trold mellem de langt højre hollandske musikere. Men lige så lille som han er, lige så meget karisma og lige så stor og fyldig en stemme har han, og Caputo brændte under hele koncerten igennem med sin sceneoptræden, så man nærmest ikke bemærkede bandet.
Der blev lagt hårdt og godt ud med ”Devils Pride” fra hans seneste album, hvilket er et af de eneste af Caputos nyere numre, der efter min mening holder bare nogenlunde.
Derimod formåede Keith Caputo overhovedet ikke at trænge igennem med sine nyere mere stille numre. Ikke pga. selve hans optræden, men pga. sangenes manglende kvalitet. Langt de fleste af disse numre er stille og følsomme, men selv om Caputo tydeligvis gav alt, hvad han havde af følelse og krampagtige gestikulationer på scenen, så nåede disse numre ikke ud til publikum, og det virkede som om, at alle – nye som gamle fans – blot ventede på numre fra Died Laughing.
Disse numre fik vi selvfølgelig, og da ”Razzberry Mockery”, ”New York City” og ekstranummeret ”Selfish” blev spillet, var der dømt fællessang, og stemningsniveauet blev løftet til mindst det dobbelte. Aftenens højdepunkt var ”Cobain”, der ellers ikke normalt er blandt mine favoritter. Men i aften var nummeret krydret med, at Caputo og co. to gange gik over i omkvædet fra ”Smells Like Teen Spirit”. Caputo var her helt ustyrlig og energisk på scenen, og det smittede af på publikum.
Keith Caputo var langt fra afdanket torsdag aften på Stengade 30. Han har tydeligvis stadig masser af energi og brænder for at få alle sine følelser ud gennem sin nye stil. Desværre brænder Caputo overhovedet ikke igennem på sine seneste albums – hverken på cd eller live. Fire numre fra Died Laughing hev præstationen op til det middelmådige i aften, og i længden tegner det ikke så godt for Caputos fremtidige solokarriere.
