03.05.22 – Novo Amor – Bremen, København
Taget med stille storm Bag Novo Amor gemmer sig den walisiske sanger og multiinstrumentalist (jeg hader det udtryk, men giv mig et bedre) med…
Taget med stille storm Bag Novo Amor gemmer sig den walisiske sanger og multiinstrumentalist (jeg hader det udtryk, men giv mig et bedre) med…
Under en pause fra turnélivet, hvor planen var at skrive en bog, begyndte Kira Skov pludselig med sin guitar at konvertere ordene til sangtekster…
Noah Gundersen var konsekvent i forhold til at skabe en aften, hvor vi kom helt tæt på ham via en afdæmpet og intim stemning. Den lille sal i Hotel Cecil var pænt besøgt, og det var et publikum, der formåede at holde en ro under numrene, som både var fortjent og nødvendigt.
Talentet hos de fire musikere i Greta Van Fleet var ikke til at tage fejl af i aften. De mestrede dog ikke at levere en koncert, som krøb ind under huden på mig. De unødvendigt lange versioner af numrene og den udeblevne slagkraft og effektivitet, som de ellers har på plade, gjorde koncerten monoton og uforløst.
Hatten af for at Psyched Up Janis arrangerede en aften som denne, og for at sammensætte en særlig setliste for os i den anledning. Under det meste af koncerten mislykkedes det desværre. Det stak i forskellige retninger og stilarter i deres forsøg på at være semi-akustiske og at forene det tunge med det lette.
Tak for i år. Tak for 10 år. Årets Copenhell var lørdag nået til sin sidste dag på 10-års jubilæum. Og hvilket jubilæum. Endnu…
Bæster og masker dominerede tung fredag Min fredag på Copenhell skulle blive den tungeste af de i alt fire dage. Selve festivalen bliver aldrig tung…
Torsdag var årets første festivaldag med fuldt program og med hele festivalpladsen åbnet. Alt var som det plejede, blot en anelse forbedret, forfinet og forstørret i kanterne. Dagen bød på tre koncerter for mit vedkommende, og det skulle vise sig, at der her gemte sig et par af årets største musikalske oplevelser på Copenhell.
Under halvdelen af festivalpladsen var åbnet, og jeg var spændt på, om det mindre format kunne antænde årets Copenhell med et brag. Ud over at gensynet med festivalpladsen var én stor optur, så skulle det vise sig, at aftenen rent musikalsk ikke blev det startskud, jeg havde forventet.
Svenskerne er både klassiske og klichéfulde, men den store forudsigelighed bliver pisket sammen med et skud punk og garage som en kloning af AC/DC og Ramones. I aften viste Hellacopters, hvordan de på en livescene formår at skyde endnu mere liv i deres bagkatalog.
Colter Walls mørke stemme og hans evne til at fortælle historier med sine tekster og musik går op i en højere enhed og gør ham til et ganske autentisk bekendtskab. Denne aften kom han og bandet dog slet ikke ud over scenekanten.
Baal overrasker konstant i deres musik, med de mange twists og særlige passager, der er i deres livemusik. Det er rock der møder cabaret, og det vilde der møder det rørende. Torsdag aften skuffede de ikke i Amager Bio.
Poleret rebelskhed Det var med bange anelser, at jeg onsdag aften bevægede mig mod TAP1, i den tidligere spritfabrik på Amager, for at høre…
De mange stemninger i Architects’ metalcore gik op i en højere enhed i aften. Når det var aggressivt var det kontrolleret til perfektion, og når det momentvis også blev storladent og sentimentalt, var nerven og intensiteten stadig til stede.
Johan Olsen opfordrede den del af publikum, som ikke er begejstret for gruppens nye materiale, til at hente øl til den del af publikum, der var med på at feste med under hele koncerten. Det skulle vise sig, at salen var nogenlunde enige om at feste med, samtidigt med at jeg sjældent har set så mange favnfulde fadøl blive fragtet fra baren ind i salen under en koncert i Vega.