Taget med stille storm
Bag Novo Amor gemmer sig den walisiske sanger og multiinstrumentalist (jeg hader det udtryk, men giv mig et bedre) med det fulde navn Ali John Meredith-Lacey. Han har siden sin første single i 2012 stille og roligt arbejdet sig frem og udgivet et par EP’er, inden han i 2017 albumdebuterede med Heiress. Med nu tre album på bagen kiggede han denne tirsdag aften forbi Bremen i det indre København, hvor der var lagt op til en aften med afdæmpet indiefolk.
Ali Lacey og hans fire musikere gjorde en stille entré på scenen uden en hilsen til den fyldte sal. Lacey selv satte sig bag klaveret og åbnede med ”Opaline”, som også åbner hans seneste album Cannot Be, Whatsoever fra 2020. Det stod klart fra starten af, at kvintetten på scenen ville komme til at lyde godt i aften – ført an af Lacey’s stemme, som nærmest er et instrument i sig selv.
Ali Lacey synger primært falset, og dette høje register rammer han med en ro og varme, der smyger sig om en, hvilket han også lykkedes med i aften. En stor del af aftenens setliste bestod af afdæmpede numre, hvor det nærmest var umuligt ikke at lade sig synke tungt ned i sædet og bare nyde. Der er en særlig stemning over Novo Amors musik og tekster, som også skinner igennem i hans flotte musikvideoer, og flere gange følte man sig nærmest draget ind i et æterisk univers, hvor det hele bare hang fantastisk godt sammen. Højdepunkterne i aften var ”Anchor” og ”Repeat Until Death”. De var gåsehudsfremkaldende, og jeg måtte minde mig selv om at trække vejret.
Generelt var Novo Amor bedst i det helt afdæmpede. Koncertens få svage punkter var ”Halloween” og ”Guestbook”, hvor tempoet var sat lidt op, og han droppede falsetten. Her fejlede stemmen et par gange, og i ti minutter havde han tabt mig, inden han med den stærke ”Birthplace” sikkert samlede mig op igen. Samtidigt var ”Utican”, som også går op i tempo, et af aftenens højdepunkter. Dermed fik han vist, at han kan variere i volumen og tempo, hvilket jeg gerne så ham udleve mere.
Lacey’s fire kolleger på scenen klædte hans sange fremragende. Især slideguitaren og trækbasunen arbejdede perfekt sammen med vokalen, og i samarbejde gjorde de flere sange flerstemmige, på en måde som tre sangere alene ikke ville kunne hamle op med. Flere steder fik bandet lov til at fylde, så folk-genren skinnede mere tydeligt igennem, og den variation klædte koncerten.
Under ekstranumrene kom Lacey’s kollega Ed Tullett på scenen. Tullett har både produceret, spillet og sunget med Novo Amor – især på albummet Heiress, og i aften var han rejst med til koncerten. Han supplerede vokalen på ”Alps”, og på den smukke ”Terraform” gik Tullett forrest på scenen med sin guitar og sang nummeret alene. Modigt og yderst velkomment at lade ham lukke og slukke aftenen.
Novo Amor gav os en god aften på Bremen. Der var enkelte svipsere undervejs, og man kunne godt have ønsket sig flere henvendelser til publikum, ud over de få korte sætninger vi fik. Heldigvis blev vi grebet af musikken fra begyndelse til ende, og så skal han ikke klandres for ikke at snakke ørerne af os denne tirsdag aften.
