Gavmildt egotrip på Hotellet
There’s nothing more sincere than selfish art…
…Sådan synger amerikanske Noah Gundersen på nummeret ”Selfish Art”, og der er sgu noget om snakken. I hvert fald er den 30-årige amerikaner en sanger og sangerskriver, der i sine tekster tager udgangspunkt i sit eget liv og lader lytteren komme tæt på. Et privatliv han værner meget om, når han ikke er på scenen, men som gør hans musikalske univers ganske interessant og vedkommende. Gundersen binder sig ikke til genrer, og på flere punkter minder hans tilgang til musikken mig om Ryan Adams’. Især på albummet White Noise havde lyden et mere rocket udtryk, hvor han senest på Lover fra 2019 igen lader os komme helt tæt på med et intimt udtryk og vokalen og ordene i fokus.
Nok er hermed sagt om Noah Gundersens baggrund, og det skal handle om aftenens besøg på Hotel Cecil i København. Her skulle det vise sig, at han var konsekvent i forhold til at skabe en aften, hvor vi kom helt tæt på via en afdæmpet og intim stemning. Under det meste af koncerten var han alene på scenen, enten med sin akustiske guitar eller ved det gamle klaver i siden af scenen. På enkelte numre var han akkompagneret af Harrison Whitford på en diskret elektrisk guitar. Whitford havde også været aftenens opvarmning.
Noah Gundersen kom meget diskret på scenen og lagde ud med ”Robin Williams”. Herefter fulgte en setliste bestående af hans mest afdæmpede numre, og han fik skabt en utroligt behagelig stemning mellem ham og publikum, som fik lige præcis, hvad de var kommet efter. Han havde os i et fast greb, om man så stod med armene om kæresten eller hånden om en fadøl.
Enkelte gange fortalte han kort om de konkrete numre. Det gav os et godt indblik i sangene, og når han enkelte gange også havde et glimt i øjet, fik han skabt en afslappet kontakt mellem ham og salen. Et godt eksempel var hans afdæmpede version af Whitney Houstons ”I Wanna Dance With Somebody”. Den første reaktion var små grin blandt os, men hold da op hvor nummeret også fik et helt andet udtryk i den version, som viste sig at være ganske rørende.
Den lille sal i Hotel Cecil var pænt besøgt, og det var et publikum, der formåede at holde en ro under numrene, som både var fortjent og nødvendigt, for at opretholde den intimitet der ligger i Gundersens sange. Der var både inderlighed og nerve i hans stemme, og han ramte ikke en tone forkert, i de fem kvarter koncerten varede. Salen var opslugt fra begyndelse til ende, og det giver ikke mening af fremhæve kvaliteten af enkelte numre, når man på den måde får kvalitet hele aftenen i sit besøg på Hotellet.
