Leon Bridges leder tankerne tilbage på navne som Sam Cooke og Otis Redding. Med sin autentiske tilstedeværelse i både vokal og udstråling griber han fat i sit publikum, og torsdag aften vil formentlig friste til både fingerknips, vuggende ben og hofter og romantiske øjeblikke.
10
Bjørn Fjæstad er en crooner på sin helt egen måde. En excentrisk crooner, der i aften havde både scenen og publikum i sine hule kærlige hånd. I aften sang han røven ud af bukserne, og sammen med resten af Baal gav han publikum den liveudgave af Sensorama, som de og ikke mindst albummet fortjener.
5
Det blev en blandet oplevelse at møde liveudgaven af Imagine Dragons. Koncerten var god uden at imponere. Imagine Dragons virkede som fanget i et bur i form af det store Forum, deres eget opsatte sceneshow og musikalske ambitioner.
Fredag fortsatte helvedet på Refshaleøen. Nu blev dagen efterfulgt at weekend, og helt forventeligt var der fest og farver (primært i sorte nuancer) hos de besøgende i dag. En af dagens helt store modsætninger skulle vise sig at blive den kantede og effektive trash metal fra tyske Kreator og den syrede, skæve og funky bas-funk-rock fra amerikanske Primus, hvis placering i årets program jeg aldrig helt havde forstået.
Overlappet mellem koncerterne kommer ikke i nærheden af Roskilde-dimensioner, men selv på denne lille tre-dages metalfestival, kan det blive nødvendigt at droppe indledningen eller slutningen af en koncert for at nå det hele. For mig var hovednavnene torsdag Life Of Agony, Suicidal Tendencies og Slipknot, og så ville jeg lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke så frem til at se to letpåklædte kvinder i front for Butcher Babies.
Nok kategoriserer man The Black Dahlia Murder som melodisk dødsmetal, men der er dømt mere dunder og brag end melodi, når de optræder live, og det var også tilfældet i dag.
Jack White var ikke fra en anden planet søndag aften på Orange Scene, men han var i et andet gear end det søndagstrætte publikum på årets Roskilde Festival. Derfor syntes den store fest på scenen som en lukket fest, som vi aldrig fik fuld adgang til.
MØ-Power ”I drømmer ikke om, hvor fucking nervøs jeg er” Dette var ordene fra MØ, da hun i begyndelsen af koncerten på Arena første…
Det var ægte det her. Spids Nøgenhat fyrede et syret groove ud over et fyldt Avalon. Med et stærkt og syret bagkatalog, og lige dele teknisk snilde og forvrængninger, skabte de en autencitet, som gjorde, at vi alle blev revet med og var hippier for en stund i selskab med Spids Nøgenhat.
Det var muskuløst, maskulint og meget potent, og det dundrede og bragede på Avalon, da de danske metalgrupper Helhorse og The Psyche Project gav en fælles koncert.
Selv om der i dag sneg sig nogle tekniske kiks ind et par steder, så var det glædeligt at se, hvor meget Psyched Up Janis har fået ud af en genforening, der umiddelbart kun skal gælde for en række koncerter i 2014.
Momentvis var Jenny Wilson både spændende og interessant i dag, og enkelte gange ramte hun en nerve, men der var for langt i mellem. Når man ved lidt om, hvad Jenny Wilson indeholder, var det ærgerligt, at vi ikke fik mere at se i dag.
Deftones besøgte Roskilde Festival i 1996, og det var spændende hvad Sacramento-gruppen anno 2014 havde at byde på, da de fredag tidlig aften gik på Orange Scene på Roskilde Festival. Ville de huggende guitarriff og de energiudladende melodiske vers ramme som tidligere, eller var luften gået af ballonen.
Mogwai lader musikken tale for sig selv. Deres instrumentale kompositioner, hvor deres instrumenter – især guitarerne – udsættes for forvrængning og effekter, fungerer forbandet godt, og det fik vi et glimrende eksempel på fredag aften på Arena efter mørkets frembrud.
Der var meget lidt sammenhæng mellem, hvad søstrene HAIM og deres trommeslager kastede sig ud i på Arena fredag. Deres forsøg på at udstråle rockattitude og bitchness virkede påtaget. Ideen var god, men denne gange mislykkedes det for HAIM.