Sløv start. Slutspurt. Sejr!
Amerikanske Deftones har efterhånden rundet de 25 år, og må efterhånden kaldes sværvægtere inden for tungrocken. De har altid haft en trang til at forny sig, som da de under indspilningen til Around The Fur fra 1997 begyndte at integrere Frank Delgado, og hans evner på et keyboard og bag en DJ-pult, i deres musik. Da de i 2000 indspillede White Pony, var han blevet et fast medlem af gruppen, og i forhold til gruppens lyd, viste det sig at være et klogt og populært skridt. Netop disse to albums, står efter min mening i dag som gruppens stærkeste. Siden da har Deftones udgivet yderligere fire albums, hvor de har syntes upåvirket af metalrockens tendenser omkring dem, og har kørt på med den tilgang til genren, som de nu har.
Deftones besøgte Roskilde Festival i 1996, og det var spændende, hvad Sacramento-gruppen anno 2014 havde at byde på, da de fredag tidlig aften gik på Orange Scene på Roskilde Festival. Solen skinnede, og det var kun den forreste tredjedel af den store plæne, der var dækket af entusiastiske fans. Gruppens udlæg var en blandet fornøjelse. Til min store glæde lagde de ud med de tre meget stærke numre ”Diamond Eyes”, ”Be Quiet And Drive (Far Away)” og ”My Own Summer (Shove It)”. De hører alle tre blandt undertegnedes favoritter, og derfor var det ærgerligt, at lyden lå langt fra den lyd, man kender Deftones for. Specielt Chino Morenos vokal var langt fra vanlig standard. Han sang såmænd rent, men et af Deftones’ varemærker er den særlige lyd hans stemme normalt har – nærmest som der er lagt et filter over den – men det udeblev i begyndelsen. Samtidigt virkede Moreno fjollet og ufokuseret i sin ageren på scenen, og det var til sammen nok til, at koncertens indledning bare ikke spillede.
Vi skulle næsten halvvejs ind i koncerten før vendepunktet kom. Fra albummet White Pony kom både ”Feiticeire” og ”Digital Bath”, og her lød Chino Moreno lige pludselig som vi kender ham. Herfra slap Deftones ikke taget i os igen. De tonsede knivskarpe videre med ”Poltergeist”, hvor vildskaben lyste ud af øjnene på Moreno. Han sprang i graven mellem scenen og publikum og stillede sig oprejst på gelænderet, hvor han lænet ind over hoppende og næveknyttende fans fremførte nummeret.
Deftones var tændte i koncertens anden halvdel, og det blev publikum så sandelig også. Som koncerten var skredet frem, var flere dukket op – nogle havde måske blot rejst sig op. Selv om der bagerst på plænen var stor afstand mellem publikum, så blev der rocket med til den tunge lydmur af huggende guitarriff og de energiudladende melodiske vers, sunget som kun Chino Moreno kan synge dem. Da Deftones forlod scenen, havde jeg (næsten) glemt den dårlige start, og var lettet over at Deftones stadig er i topform – når blot de får varmet godt og grundigt op.
[nggallery id=199]
