Jack Whites lukkede fest
En stor del af de 100.000 mennesker på årets Roskilde Festival ærgrede sig, da nyheden om afbuddet fra Drake tikkede ind. En helt anden del af publikum jublede til gengæld da det blev offentliggjort, at Jack White havde takket ja til at afløse ham på Orange Scene, som et sidste stop på sin turné inden han rejste hjem til Nashville. Tak for det.
Mørket var faldet på over Orange Scene søndag kl. 23, og der var en lidt underlig stemning på den ikke helt fyldte plæne. Folk var tydeligvis trætte. Tydeligst var det blandt den bagerste halvdel, hvor langt de fleste i den spredte flok sad i campingstole. Det lignede hverken et feststemt eller forventningsfuldt publikum, men mon ikke Jack White kunne tænde os alle sammen?
Da Jack White og hans band endelig betrådte scenen, lød der et jubelbrøl blandt den forreste del af plænen, og den bagerste del – tja, de rejste sig op. Der blev lagt ud med White Stripes-nummeret ”Icky Thump”, men vi skulle gennem en lang støjende og kaotisk intro til nummeret, inden det for alvor kom i gang. Det var okay. Ikke overraskende at Jack White vælger at sparke koncerten i gang på den måde, og vores opmærksomhed var fanget. Denne legende og lidt utilregnelige tilgang til koncerten holdt Jack White og band gennem hele showet. Flere gange tog det overhånd, så enkelte numre blev så skæve, at man kom til at savne musik, der var mere tro mod originalen. Jack White førte naturligvis an i legen, og han fyrede skæve guitarsoloer af på uventede tidspunkter, og kender jeg ham ret, var ikke alt der foregik på scenen helt planlagt. Jeg anede også flere gange ventende og lidt usikre blikke fra bandet, men respekt til dem for at violin, lap steel guitar, gulvbas, klaver og trommer holdt trit med Jack White i aften. Og bare rolig – de nød det lige så meget, som White gjorde det.
På denne fandenivoldske måde kom White og band gennem en bred setliste. Naturligvis med en række numre fra soloudgivelserne Blunderbuss og Lazaretto, og det var dem, jeg primært var kommet for at høre. Jeg talte hele ti numre fra tiden med White Stripes, hvilket overraskede mig lidt, men materialet holder heldigvis, og det gav os blot en alsidig koncert, hvor Jack White ikke holdt sig tilbage i forhold til at hente guld op af skattekisten. Dette guld gav os f.eks. det kvikke countrynummer ”Hotel Yorba” (White Stripes), som faktisk blev det første nummer, som satte rigtig skub i menneskemængden foran Orange. Generelt trak mange af numrene ud – primært pga. Whites guitarudskejelser, og i længden var det unødvendigt, at det skulle fylde så meget i så mange af numrene.
Afslutningen på koncerten blev næsten for forudsigelig. Her trak Jack White et par sikre kort ud af ærmet, og fyrede ”Steady As She Goes” og ”Seven Nation Army” af (henholdsvis fra hans tid i The Raconteurs og White Stripes), og selvfølgelig medførte det en festlig afslutning på koncerten, hvor også den bagerste del af publikum endelig fik armene op. Sådan sluttede det, og jeg stod med en meget speciel følelse af, ikke rigtig at kunne beslutte mig for min holdning til kvaliteten af aftenens koncert med Jack White. Han legede og han skejede ud på sin guitar i en grad, så jeg et par gange bare gerne ville videre, og høre mere fra hans to fremragende soloalbum. At halvdelen af koncertens numre var White Stripes-tiden, trak bestemt heller ikke op, i forhold til lysten til at høre hans solomateriale live.
Respekt til Jack White for at træde til i nød og for at fyre en levende koncert af på Orange Scene. Beklagelse for at publikum ikke gav mere igen, end de gjorde, men det var søndag nat efter en lang festival, og jeg tror ikke, vi var klar til at blive udfordret, i den grad Jack White gjorde det i aften. Han var ikke fra en anden planet, men han var i et andet gear end det søndagstrætte publikum, og derfor syntes den store fest på scenen som en lukket fest, vi aldrig fik fuld adgang til.
