Gutter Island 2008

Den enestående oplevelse

Gutter Island er noget så sjældent som en dansk sommerfestival, der sætter
musikken før alting. Det betyder masser af gode koncerter til en billig penge og
et fest(-ival)-miljø, der er enestående.

Velkommen til Gutter Island, smiler koordinator Barnaby Stig Swann Pedersen til fotografen og jeg, da vi fredag sen eftermiddag tumler ud af den minibus, der har fragtet Deres udsendte diskanter fra København til Masnedø Fortet på Sjællands sydligste overdrev. På turen har chaufføren Anders sørget for forfriskninger til os og Pete Molinari med band, som transporten egentlig var tiltænkt. Men vi fik et lift, og det viste sig snarere end held at være første hint om følelsen af festivalen Gutter Island – En garagerockfestival, der en augustweekend hvert andet år trækker hardcore afficionados, tilsyneladende fra hele Skandinavien, ud i den friske luft på det sydsjællandske overdrev. Gutter Island er en festival i en klasse for sig af så mange årsager, hvoraf den første allerede på vej dertil sprang i øjnene på os, Gutter-jomfruerne: Det her handler først og sidst om at være sammen om en vild begejstring for rå og/eller raffineret rytmisk musik med masser af subkulturelle referencer og alt det, der hører sig til af fest og farver, frække chicks og friske fyre. Så kan de andre festivaler beholde deres mediebyer og smartassattituder – På Gutter Island er der ingen backstage, bare glade folk, der vil være sammen om musikken.

Musikalske ildsjæle

Festivalen Gutter Island løb af stabelen for femte gang i dagene 22.-23. august 2008. Siden 2000 har denne, i publikumstal sammenlignet med de andre danske sommerfestivaler, lille festival, der i år samlede omkring 600 deltagere inklusive frivillige og musikere, været mødestedet for garagefreaks af enhver skole. Her har man de tidligere år kunnet opleve flagbærere for genrens fornyelse såsom The Hives, Danko Jones, Bob Log III, Baby Woodrose og Powersolo i skøn afveksling med levende legender inden for genren fra både det amerikanske og europæiske kontinent. Festivalen er tydeligvis frugten af sande ildsjæles udelte begejstring for sprød spade, tampende trommer og kickass-attitude, og da det hele blev brændt af mens sommeren 2008 gik på hæld, var der ikke meget andet at gøre end at overgive sig betingelsesløst til snesen af bands, der for musikkens skyld og ikke for profittens, stod klar til at sparke røv på de tre små scener, der omkranset af godt hundrede telte var festivalens epicenter.

Gutter’en i hjertet

Gutter Island er en genrefestival for den rå, velspillede lyd af spade og hurtige trommer. Det er her mods, punk og rockabillies møder hinanden og glimrer med masser af kulturhistorisk kostume og kotume for at hylde forskellige afarter af rocken, der hver især viser tænder og ofte kommer komplet med klædedragt og verdenssyn. Som det nu engang er med subkulturer. Og selv om det ind imellem så ud til, at både bands og publikum tilsyneladende ikke overordnet set havde fornyelse (som i raffinerede computertricks og genupfunden synth, fx) på hjernen, så har Gutter Island alt, der skal til for at glæde sande elskere af den rytmiske musik. Her blev der spillet autentisk hommage til rockhistorien, og mange gange gjorde talentfuld omgang med instrumenterne og den gode stil hos både bands og publikum, at fremtiden står ganske klar, som et sted der for altid vil have en plads til ”garage og beslægtigede genrer”, som det hed om festivalens musikalske udtryk i programmet. Nærved alle bands viste med liv og sjæl, at gutter’en sidder i hjertet (og ikke i pengepungen – festivalbilletten kostede 485 danske kroner for ikke medlemmer af foreningen bag festivalen) og det betød, at publikum ikke blev spist af med overbetalte musikalske ringvrag, som det har været tilfældet på andre af – de større – danske sommerfestivaler. Gutter Islands univers er råt, godt og relevant – og på mærkværdig vis indimellem nyskabende inden for de afarter af rocken, som både bands og publikum citerede så velvilligt. En uforbeholden tak til ildsjælene for den fantastiske – og overraskende autentiske – oplevelse!

En flippers våde drøm

– I skal da lige have en guidet tur, siger Barnaby, der til daglig sidder med grabberne langt nede i den danske undergrundskultur, hvorfra han blandt andet har været med til at stable Vesterbro Festival på benene. Og det med grabberne gælder også resten af holdet bag Gutter Island: Mikael Andersen og Jacob Brixvold, der er idemændene bag festivalen, har ellers sørget for at hive kulturen og musikken til Vordingborg, hvor de henholdsvis arbejder på Kulturfabrikken og spillestedet Stars. Og så fremdeles. Fra græstuen, der i midten af festivalens relativt beskedne areal, giver et privilegeret overblik over Gutter Island 2008, kan også Roskilde talsmand og Gimle-kapacitet Esben Danielsen, Magtens Korridorer råber-Johan og inkarnationen af garage i Danmark Lorenzo Woodrose, foruden forventningsfulde publikummer og upcoming musikere og endnu flere kulturarbejdere tages i øjesyn. Alle ser ekstremt glade ud, her tidligt fredag aften, hvor norske High Tension Girls skal lige til at åbne ballet på Teltscene B. Det ligner en flippers våde drøm om frihed og lighed a la mini Woodstock, men det her er ikke for længst fortabt kulturhistorie, det er Gutter Island 2008, og det er saftsuseme som det skal være!

FREDAG

Sød kusse med tænder

High Tension Girls er det norske bud på den klassiske dame-bubblegum-punk, og det tilsyneladende i flere generationer. Klokken cirka kvart i otte står de tre damer med masser af attitude og viljen til at spille og synge skævt med charme, som det nu en gang hør sig inden for genren, klar til at deflorere årets Gutter Festival. Trioen har taget opstilling i den ene ende af det lille ovale cirkustelt, der rummer to af festivalens tre scener. Bag dem vajer et stort sort banner med teksten ”Norsk rock og spesialreiser”, og det er et banner, man får at se et par gange i løbet af festivalen. Fra nord kommer nemlig en særlig dedikeret fraktion af både bands og festivalgængere kørende i bus som et fast indslag på både festivallen og Gutter Light-arrangementerne, der i den to år lange ventetid mellem hver festival i København giver et holdepunkt for Gutter-fanskaren. High Tension Girls har da også en håndfuld trofaste fans med sig oppe foran scenen, men ellers er det som om, at deres sødmefulde kusse-med-tænder musik hverken er brutal eller dygtig nok til for alvor at få tag i festivalgængerne, der er travlt optaget af at hilse på hinanden med adskillige fadøl og Fernet Branca’er.

Tease tease tease!

Whitesnake-manden, en fuld og glad københavner får sin debut her: Gennem resten af festivallen er det som om man på hans genkommende udråb fra pitten: ”Spil noget Whitesnake mand”, kan måle, hvor godt fat i publikum det enkelte band har. Og han råber allerede tidligt op i det tre kvarter lange set fra de højspændte tøser, der tager det hele med et smil, og som så mange andre af de optrædende tager del i løjerne som publikummer resten af festivallen, så snart de er færdige på scenen. Så er det som om at næste levende billede på programmet, danske Thee Attacks , får bedre fat i Gutterflokken. Deres stilige og citerende musik og sceneoptræden som taget ud af en dampende Merseyside rockklub i starten af 1960’erne vækker begejstring, og der er da heller ikke noget at komme efter der. Det er god gammeldags mod-beat, der sætter gang i danseskoene, og det er velspillet og charmerende med masser af referencer til store slagere som ”Be Mine” og hele det tidlige britiske mod-bagkatalog. Thee Attacks har med denne formel et lige så heldigt popøre som Alphabeat har med deres ramme af sød mainstreampop fra 80’erne. Og som de monsterhittende grandkusiner og fætre i den jyske eksportsucces, trak Thee Attacks sig også godt igennem deres liveoptræden, her med sprøde guitarer og en croonende formand, der sikkert har øvet sig på at være Elvis med hårbørste i hånd siden han kunne kravle. Helt kogende blev teltet, som Thee Attacks spillede i modsatte ende af, da Ulrique Horatio Lindéz fra århusianske Horatio and the Deviants kom og sang med så teltet løftede sig, og en anden af festivallens ledetematikker musikalsk såvel som festmæssigt faldt på plads: Tease tease tease!

Ud med dyret

Og så var det ellers ud af cirkusteltet for at lunte den korte afstand ned til Fortscenen, der som den eneste udendørs scene var festivalens største. Her stod Emily and the Orgasm Addicts klar og ledte, med deres beskedne gennemsnitsalder, deres klingende århusianske og ikke mindst deres overlegne musikalske færdigheder, igen tankerne hen på popsensationen fra Silkeborg. To blonderede Betty Boop-sild skrålede New Wave-stil og tævede på koklokke og tamburin imens tre velfriserede unge mænd på bas, guitar og trommer sparkede røv i overlegen stil med simple arrangementer a la Ramones. Og så tror jeg nok lige dyret for alvor var ude i den indtil videre tørre og relativt lune danske sensommeraften.

De store smils surf

Tilbage i teltet var der kommet godt kog i gryderne ved hvad der skulle vise sig at være festivalens fedeste koncertoplevelse, når det kommer til stemning og skills. Trioen The Good the Bad havde rykket gryderne frem på linje med bas og guitar og herfra styrede trommeslager Johann Lei Gellet publikum med hård hånd som Iggy Pop look a like flankeret af de garvede rockere The Adam og Manoj Ramdas på guitar og bas. Det var de store smils surf på skabelon hævet op til nye højder hvad angår spil og samspil, og publikum kvitterede med masser af interaktion på og foran scenen. Efter sådan en omgang var det svært at komme igen, også for danske Highway Child, der snart spillede op i den anden ende af teltet til noget klassisk syrerock fra de åbne vidder, og med en en fed Led Zeppelin-inspireret vokal og pik på guitaren (i overført betydning forstås).

Fribrydertrommer og morbid banjo

Så var der bedre odds til Los Plantronics, der var andet og sidste act på Fortscenen denne fredag. Iklædt mexikansk fribryderuniform komplet med maske og slag charmerede trommeslageren og hans norske festfrænder publikum, der, måske også takket være den stadig massive indtagelse af fernet-fadøl-combo’en kunne bære over med den usle vokal og i stedet nyde den ok samspillende musik, der af Gutter Island crewet var blevet beskrevet som ”Mariachi Death Surf” – hvilket måske helt præcist var lige det festen havde brug for! Tilbage i teltet kunne vi lige nå det sidste af Pine Box Boys – Al det morbide tekst og talentfulde banjobluegrass, der kan puttes ind i tre mand med lange westernskæg hele vejen fra San Fran begejstrede, og fik publikum til at råbe med på tongue-in-cheek (måske) refræner som ”Stab!Stab!Stab!”

Genregentagelser og regn

Efter dette endnu et højdepunkt var det som om, at fredagens finale Fuzztones, ligeledes hele vejen fra US, ikke kunne samle op på i hvert fald Jeres udsendte, med deres lydproblemer og lidt for ureflekterede genregentagelser et sted mellem 1-2-3-punk og syre. Regnen, den ubarmhjertige, havde endelig og forudsigeligt nået Masnedøfortet, og som vi takkede af for en fantastisk førstedag startede uvejret for alvor med regn og rusk nok til at få de fleste festivalgængere til at tabe pusten. Bare ikke på Gutter Island, der bød på disko indendøre i fortet for den dedikerede flok, der nok vil trodse alverdens guder inklusive vejrets for at nyde musikken og hinanden.

LØRDAG

Tæsket, men vedholdende

Det var derfor en vejrmæssigt tæsket, men vedholdende flok, der lørdag eftermiddag igen var klar ved fadølsteltet, da der skulle varmes op til lørdagens musikalske indslag. Regnen og blæsten, der havde stået på hele natten og det meste af dagen, havde betydet aflysning af den ellers for denne signaturs imødesete luftguitarkonkurrence, og det vides ikke, om det indslag nogensinde fik oprejsning. Til gengæld havde publikum i mellemtiden overvundet den indledende berøringsangst overfor den fantastiske installation der var ”The human jukebox”, og fra dens placering ved siden af pølsevognen hørtes jævnligt vilde kompositioner fra folk, der var kravlet ind i jukeboksen for at spille/slå/råbe på og med de der opstillede instrumenter.

Reparationsbajere

Uvejret havde sørget for en ret konsistent uniformering af festivalgængerne i uniformen røjsere og regnsæt. Bænkene foran cirkusteltet havde nogen rykket inden døre, og her sad folk og holdt beerstube lidt ind i dagens program. Første levende billede var danske The Village Idiot, der veloplagt leverede en omgang Cash-inspireret americana, mens publikum blev siddende på deres bænke og søbede reparationsbajere og -branca’er i sig. Ind i mellem kunne man stadig nyde synet af en smækker rockabilly-pinup undtaget Helly Hansen eller en påpasselig punker, der på mirakuløs vis stadig holdt stilen med vertikale lokker – og lettet konstatere, at her skulle nok blive fest igen.

Flere referencer

Ud røg bænkene da også, da det hollandske onemanshow Dead Elvis, næste levende billede i cirkusteltet, indtog scenen i Elviskostume og gummi-kraniemaske. Den genopstandne star var et underholdende, men musikalsk set uinteressant bekendtskab bygget på Bob Log III og distortet a-hub-a-hub-a-croonen. Og altså ikke så meget mere eller nyt under skyerne. Videre ned på Fortscenen og nå noget af danske Cola Freaks, der trak på de stolte danske traditioner for ungdomspunk og vækkede svage mindelser om Parkering Forbudt, til trods for forsangerens ihærdige kulturelle referencebrug af Johnny Rottens mimik og Ian Curtis’ dansestil. Cola Freaks leverede overbevisende energi på scenen, men nåede ikke ud over kanten til publikum, der vel stadig befandt sig i reparationsfasen.

Suppe-steg-is (på den gode måde)

Efter de danske citater stod tyske Magnificent Brotherhood klar på en af teltscenerne med deres bud på klassisk syre tilsat funky vokal og farfisa. Der gik suppe-steg-is i den (på den gode måde) undervejs og der blev trukket på Turtles-referencerne i det hyggelige set, der gav lyst til pardans og sangskjulere. Norske Pirate Love tog stafetten ned på Fortscenen og fik os på andre tanker med deres dedikerede bud på en energisk omgang rodebutik af teenagefrustrationer, garagerock, paranoide og indimellem storladne melodiflader tilsat en seriøst røvsparkende orgelbokser – og så selvfølgelig de for festivalens nærmest obligatoriske referencer til pigtråd, som den lød i England i starten af 1960’erne.

Vanvidsvokal og vielse

Videre op til Black Magic Six, der for en stund bragte noget seriøst cirkus ind på den ene af scenerne i teltet. Den finske duo bestod af en dygtig syreguitarist med djævelsk vanvidsvokal og et fænomen af en trommeslager, som imponerede med en autentisk freak show fremtræden, der dog ikke kunne kamuflere hans talent for trommetævning. Tilsammen og på linje i sceneopstilling udgjorde Black Magic Six en meget mærkelig og potent maskulin afstikker af White Stripes. Her startede festen for alvor forfra! Så der var store klapsalver til Bodil og Jacob, der ikke var næste band på festivalen, men som fik deres sceneoptræden på Gutter Island, fordi de havde valgt at holde bryllup på fortet. Det blev prompte belønnet med endnu en flaske Fernet Branca og liggende guldkaret rundt i teltet til det smukke unge par – det er også så yndigt på Gutter Island!

Naiv Dylan

Herefter var det britiske Pete Molinari og bands tur til at vise publikum hvad de kunne. Og han/de kan noget med deres instrumenter når det kommer til totalt klassisk singer-song-writing og akkompagnement. Bare synd, at briterne tilsyneladende umiddelbart var ret usikre på, om de var noget for den rå gutterflok. Det bliver sandsynligvis til et mere selvsikkert gensyn på næste års Roskilde, hvor Pete og kompagnonerne vil passe som sentimentale tårer i 16.000 indiepigers øjenkroge! Elskere af den tidlige, folksy Dylan kan godt ånde lettet op – han har ikke været forgæves, for Pete Molinari står klar til at føre stilen videre med sødme og klædelig naivitet.

Ubearbejdet respekt

På Gutter Island satte Pete Molinari tempoet lidt for langt ned til crowden, og til udmattelsen og det dårlige vejr måtte denne signatur helt overgive sig, da næste levende billede i programmet blev Peter Berry and the Shake Set, der i fuldt tresserornat viste deres ret ubearbejdede respekt for koryfæer som Fenders på Fortscenen. De fint klædte nordmænd var et sødt syn, men bød ikke på særlig meget forholden sig historien, de som meget af festivalen ellers citerede ivrigt af. Her gav Whitesnake-manden da også igen sin mening til kende imellem numrene.

Kryds i kalenderen

Og det blev den berømte dråbe for Jeres udsendte, der her takkede af for denne gang – men forhåbentligt et effektivt energiboost for de mange dyrkere af stilen, der på Gutter Island kan dyrke hinandens (stil altså) og musikken, der overordnet holdt et imponerende højt niveau. Gutter Island er en enestående festivaloplevelse, der varmt kan anbefales alle, der på nogen måde holder af noget spade og en god fest. Hvad end du er punk, mod, rockabilly eller bare ganske civil musikelsker – du kan godt sætte kryds i kalenderen. August 2010 ventes med længsel allerede! �