Karneval i mol
Fredag aften i Store Vega bød på lydsporet til det sørgmodigt-romantiske efterår, der vanemæssigt lige så stille har overrumplet København.
Our Broken Garden satte til en start scenen flot for de relativt få ankomne publikummer , der var i det gamle Folkets Hus til opvarmning klokken 21. Frontdame Anna Bønsted leverede længselsfuld pigelig vokal akkompagneret af et velspillende, shoegazende band, der især udmærkede sig med en dygtig klaverbokser, der på orgel bragte tankerne i retning af 60’er-70’er syrerock i stil med Savage Rose. Der var samlet set dømt sfærisk, Sigur Ros-agtig barometerstemning. Det var ganske behageligt og melankolsk-opmuntrende at overvære.
Da Calexico omkring klokken 22 tog scenen var det med et levende bagtæppe, der nummer for nummer underbyggede musikanternes frembringelser. Vi så film fra the Valley, fra bred ørken (i hjemstaten Arizona?), sort-hvide mexicanere i slow motion og masser af memento-mori dansende skeletter og dødningehoveder på alt fra sten til småbørn m.m. Alt imens bandet forblev varmt oplyste grundet en flot gennemtænkt lyssætnig. Scenen var sat for et melankolsk efterårskarneval.
Sekstetten er garant for en meget velspillet og original blanding af americana-folk-blues og mexicansk folkemusik (med lille, men fed blæsersektions-understregning), der under fredagens koncert blev peppet op af en mere tungt rockende dimension. Bandet spillede et veloplagt og selvfornyende set og frontmand Joey Burns gik gerne i dialog med publikum. Blandt andet for at få en dansk oversættelse af tonarten minor (der på dansk blev til ME-LAN-KO-LI). Koncerten var lang og god og bød på numre fra det meste af bagkataloget. Som det kunne forventes, lod det især til at det var slagerne fra hitpladen In the Reins, der behagede publikum. Som skrevet nu i tungere arrangementer, og det var ganske klædeligt og interessant.
