12.11.08 – Daniel Johnston – Lille Vega

Foto: Steve Gullick
Foto: Steve Gullick

Lynvisit af en plaget mand

At amerikanske Daniel Johnston nok nærmere er et fænomen end en dygtig musiker, kan der næppe herske tvivl om. Men alligevel er det svært at affærdige mandens kvaliteter, når prominente navne som Kurt Cobain, Tom Waits, Eels, Flaming Lips og Bright Eyes var/er erklærede fans. Jeff Feuerzeigs dokumentar The Devil and Daniel Johnston (2005), hvor man kommer helt tæt på den skizofrene sangskriver, har givetvis også skabt en del opmærksomhed om Johnston.

Et totalt udsolgt Lille Vega onsdag aften vidnede da også om, at den brede masse har opdaget den lille/store kejtede mand, der åbner op for sit sind og bl.a. beretter om de mange dæmoner der har taget bopæl i hans hovede.

Inden hovednavnet fik lov til at bestige scenen, varmede hollandske John Dear Moving Club publikum op (eller lullede dem i søvn om man vil) med en kedelig omgang regulær rock uden nogen som helst form for energi. Trioens musik fængede aldrig rigtigt, og en del af publikum fortrak til den tilstødende bar.

Efter et historisk kort sceneskift dukkede Daniel Johnston så op på scenen med sin guitar i hånden. Helt alene startede han koncerten med ”Mean girls give pleasure”, og fra første akkord blev det atter en gang slået fast. Johnston er bestemt ikke nogen guitar virtuos. Han ramte ikke guitarens strenge halvdelen af gangene og haltede sig gennem de første numre. Det var hverken godt eller pænt, men der var alligevel noget ømt og sårbart over den her store mand, der kæmpede for at holde sammen på sine sange. Efter fire numre, der også talte ”There is a sense of humour way beyond friendship” og ”Mask”, forlod Johnston atter scenen , og fire numre alene med Daniel Johnston var nok helt passende.

Efter en kort pause kom han tilbage sammen med backingbandet, der meget belejligt var opvarmningsbandet John Dear Moving Club (derfor det hurtige sceneskift). Piben fik en anden lyd med ”Rock this town”, der bragede ud over PA-anlægget, og det føltes som om master-faderen på mixerpulten var gået fra 1 til 100 i løbet af pausen.

Men selvom lydtrykket blev markant højere, gjorde energien i backingbandet det bestemt ikke. Noget af det, der gør Daniel Johnstons numre så fantastiske, er det skramlede og umiddelbare i musikken. Men med en trio i ryggen, der spiller helt jævnt, bliver numrene bare ligegyldige. Der var desværre kun enkelte højdepunkter i løbet af koncerten, hvor ”Casper the friendly ghost” fik publikum mest med. Efterhånden begyndte sangene desværre at flyde sammen, og det var svært at holde fokus på musikken.

Det er tydeligt, at Daniel Johnston ikke har det helt nemt. Under numrene rystede han voldsomt på hænderne, mens han nærmest pressede sin aparte vokal ud af plagede legeme. Det virkede som om han kæmpede en brav kamp for at komme gennem numrene, og derfor virkede et kliché-nummer som Beatles ”Help!” heller ikke malplaceret i setlisten. Det stod jo klart for enhver, at den mand havde brug fra hjælp fra de højere magter for at komme fri fra hans indre dæmoner.

Efter 50 minutters koncert forlod bandet kort scenen, og som ekstranummer fik vi ”True love will find you in the end”. Og efter endnu en kort pause, hvor publikum nærmest forlangte mere musik for pengene, dukkede Daniel Johnston atter op, og sang ”Devil Town” acapella (som den jo er på plade) sammen med publikum. Det var kort, men meget intenst, og bestemt også et af koncertens få højdepunkter.

Selvom koncerten rent musikalsk manglede højdepunkter, så var det bestemt ikke spild af tid. Daniel Johnston har hvad nogen ville kalde karisma, mens andre vil kalde det charme. Det er svært ikke at komme til at holde af manden, når han står der foran én og åbner fuldstændig op, og det er bestemt en anderledes oplevelse at gå til en Daniel Johnston koncert.

Lidt under en times musik blev det til, hvilket normalt ville have været i underkanten. Men i denne forbindelse var det sikkert rigelig tid til lige at få et glimt af giraffen.

Setlsite:
1. Mean girls give pleasure
2. There is a sense of humour way beyond friendship
3. Mask
4. ?

5. Rock this town (lost and found)
6. Fish
7. Casper the friendly ghost
8. ?
9. Hey Joe
10. Help (Beatles)
11. Living life
12. Speeding motorcycle
13. Rock & Roll / Ega

14. True love will find you in the end

15. Devil town

More from Claus Wrang Riis Michaelsen
Cliff Burton dokumentar online
For mange hardcore Metallica fans var 1986 et skæbnensår, for det var...
Read More
0 replies on “12.11.08 – Daniel Johnston – Lille Vega”