Hobbyband eller ej – Skambankt holder!
Lad mig præsentere: Norsk rock – af nordmænd og sågar på norsk. Skambankt er ude med deres tredje album, Hardt regn, og traditionen tro går det ikke stille for sig. Frontmanden er Terje Vinterstøe, som for nogle nok er bedre kendt som guitarist i Kaizers Orchestra. Han startede Skambankt som et lille hobbyprojekt i starten af halvfemserne, uden at det her blev til albumudgivelser. Men siden den selvbetitlede debut fra 2004 og frem til deres nye tredje album lader det til, at Skambankt er blevet til mere end blot en hobby for Vinterstøe og hans tre norske venner Hans Egil Løe, Tollak Friestad og Børge Henriksen. ”Vores navne er da ikke rock n’ roll nok” har de fire gutter åbenbart tænkt for år tilbage, for som medlemmer af Skambankt har de valgt at kalde sig Ted Winters, Hanz Panzer, Don Fist og Bones Wolsman. Det er straks mere eksotisk og oser bestemt af rock og rul, og det vidner også om en god portion humor i Skambankt.
Hvad angår fandenivoldsk rock n’ roll med store armbevægelser på den gode måde, så er det begrænset, hvad vi kan byde på af navne i Skandinavien. Dødsmetal, indierock og følsom poprock producerer vi i massevis, men musik af samme skuffe som norske Skambankt, er der efter min mening for langt imellem i Skandinavien. Genremæssigt er Skambankt ikke langt fra norske Turbonegro og svenske Mustasch. På deres to tidligere albums er Skambankt også blevet kaldt punk, og de er såmænd også mange steder blevet ’beskyldt’ for at være inspireret af hard rockere som Mötörhead og AC/DC. På Hardt regn har nordmændene lagt noget punk og hard rock på hylden. Det er stadig beskidt, og der er masser af tung guitar, men tempoet er sat en smule ned, og melodierne er blevet mere iørefaldende. Der er nærmest lidt storslået stadionrock over Skambankt på Hardt regn.
Gennemgående sparker Skambankt dog stadig røv, så det må kunne høres langt op i de norske fjelde. Primært gennem tunge guitarriffs, veltimede breaks og Vinterstøes let råbende vokal, som alt sammen møder hinanden et sted mellem det iørefaldende og samtidigt storslåede og det førnævnte fandenivoldske. ”Vår Bør”, ”Kom Hell” og ”O Desverre” tager sig bedst ud, hvad dette angår, og på ”Trygge Rammer” viser Skambankt også en lidt anden side af sig selv, der godt kan lede tankerne en smule hen på Kaizers Orchestra.
Jeg er sikker på, at Hardt regn godt vil kunne dele Skambankt-fans i to lejre: Den ene lejr med dem der synes, at det hele er blevet en smule for kommercielt, og som savner den mere skæve og tempofyldte rock med inspiration i 70ernes og 80ernes punk og hard rock, og den anden lejr der er glade for, at Skambankt øjensynligt har vokset sig store og stærke og i højere grad virker som mere end et hobbyband.
Personligt kan jeg godt lide den udvikling, som Skambankt synes at have gennemgået gennem de seneste år, og som nu udmunder i dette lille brag af et album, som dog ikke på nogen måde er skelsættende for rockmusikken. Det bliver spændende at se frem til et fjerde album, hvor jeg dog ikke håber, at nordmændene får trang til at bevæge sig mere i samme retning. Det vil være med stor fare for at miste det unikke og skæve, som de trods alt stadig er i besiddelse af.
