Hybridforvirring.
Det iskolde univers fra elektronik, techno, trance og trommemaskiner sammensæt med en varmere popsound fra sangerinden Melissa Livaudais. Det er den svært håndterlige kombination, der udgør amerikanske Telepathe’s debutalbum Dance Mother.
Bevares, det er super trendy. Det er hot, det er in, det er oppe i tiden, og det er garanteret et fremragende eksempel på den kulde, der gennemsyrer det urbane verdenssamfund. Sådan kan man finde så mange påskud for at berettige sammensætningen af disse for mig svært forenelige musikalske elementer.
Top-hypede TV on The Radio har naturligvis været med til at slå hul i muren til denne moderne elektro-technoficerede house-støj-pop, og både Dave Sitek og Kyp Malone fra bandet har været med til at hjælpe Telepathe til at nå det udtryk, der er kommet ned på debutpladen.
Udover Melissa Livaudais består Telepathe’s kreative kerne af Busy Gangnes. De to fandt sammen med missionen om at skabe noget nyt. Det har de gjort. Og det er svært at skabe noget nyt i den musikalske jungle, der efterhånden har eksperimenteret med alt indenfor og udenfor de gængse rammer.
Dance Mother kan vise sig at være en betydelig udgivelse for udviklingen af fremtidens urbane elektro-pop, for i modsætning til størstedelen af de navne, de huserer indenfor disse genrer, så er universet langt køligere og syntetisk hos Telepathe. Dance Mother kan vise sig at være endnu et betydeligt skridt på vejen til at udviklingen af denne genre vinder indpas hos et større publikum. Alt det er jeg på det rene med.
Som anmelder nytter det dog ikke at anbefale en plade, man næppe selv kommer til at høre ret mange gange. Jeg kan ganske enkelt ikke blive rigtigt fanget ind i den relativt ensformige og maskinelle verden, som kendetegner Telepathe. Der mangler liv, der mangler udvikling, der mangler mening, der mangler varme.
Alt sammen garanteret for at skabe det univers og den lyd, der kendetegner Telepathe. Om man så kan lide den lyd eller ej er en smag sag. Jeg bryder mig ikke om den.
