Flot emopunk fra New Found Glory.
På forsiden af coveret proklamerer et klistermærke, at vor tids største poppun-kere endelig er tilbage, men man skal ikke mange toner ind på New Found Glo-rys sjette album, før der står emo skrevet ud over det hele. Og det gør bandet så godt, at man fristes til blot at sfkifte pop ud med emo i klistermærkets salgsbudskab. Det er ingen verdenssensation, men det er enkelt og skåret ind til benet og lige efter bogen.
Og hvad er så efter bogen, når det kommer til emo? Jo, korte tracks, eksplosiv energi med tilpas stor selvmedlidenhed, desperation og et tekstunivers, der er uhyre banalt og kun omhandler kærligheden, den ulykkelige af slagsen. Emo er en livsstil, som minder én om at være teenager igen.
New Found Glory starter ”Right Where We Left Off”, som kun i titel er en kommentar til det nye album. Indholdet er – surprise – kærlighed. Og – sur-prise – den ulykkelige af slagsen. ”No I don’t wanna make this an issue / I just wanna pick back up right where we left off so we don’t get caught up again”. Forsanger Jordan Pundik leverer teksten med lige dele ungdom og voksenhed i tonen. Erfaringen er med de nu ældre emopunkere, hvilket giver mere vægt og måske også gør det nemmere at relatere. Hans stemme er blød og i fremra-gende kontrast til de hurtige riffs. Også på albummets andet track, ”Don’t Let Her Pull You Down”, hvor omkvædet råbes som en kommentar fra resten af bandet til Pundik, der svarer igen melodiøst. Til at starte med skar breaket i ørerne, men det er de små skævheder, der skaber klassikere, hvilket ”Not Without A Fight” har potentiale til at blive.
Et andet sted, hvor der spiller skævheder ind, er på ”47” (track 4), hvor tallet henviser til tekstens ”I called you 46 times / and you answered on the 47”. I bund og grund er det et enerverende omkvæd, men man finder hurtigt sig selv råbende med al sin bagage med sig; for hvem har ikke oplevet, at røret ikke blev taget? At det så er de færreste, der prøver 47 gange, er kun et fint kunst-nerisk touch.
Musikalsk er der ikke så meget at sige. Hurtige riffs, skiftende beats, massive trommer – af og til en enlig, næsten akustisk guitar – åh ensomhed. Ja, emo.
Men – som det er med det meste emo – så er det teksterne, der star klarest for mig, fordi de ofte fortæller den historie, som tonerne opbryder og ombry-der. ”It’s too far back now to remember / Just how muck you played a role in causing confusion in my brain / My nerves all tied in a knot / My mind is run-ning with the seconds / Recollections of the past make me such a mess / I need to pull myself together and let it out / It’s too far back now to remember” lyder det eksempelvis på “Such A Mess” (track 9). Historien er tydelig, Pundik forsøger at overbevise os – og sig selv – om, at det er for lang tid siden til, at han overhovedet kan huske det, men kærligheden gjorde ondt – og gør det stadig.
New Found Glory blev dannet tilbage i 1997 og har siden da udgivet 5 albums. De spiller sig ind i en tradition, hvor et af de andre store band er The Ataris. Og de lægger sig da også ganske tæt op af The Ataris’ seneste udgivelser. Og det er dødgodt. Især ”Truck Stop Blues” (track 5) med sit ”We’re kept together by highways and telephone lines” skriger Ataris. Jeg kan ikke undgå at blive lidt fascineret af disse drenge, der nu er mænd, som ikke giver slip, men må-ske nok får børn og ansvar og hus og kone. Forbindelsen til livet er intakt i de-res ord og toner – og minder alle os andre om, at vi stadig er i live og sagtens kan relatere til den ulykkelige kærlighed – og måske endda forstå den bedre – nu, hvor verden er faldet i hak. Og hvor verden alligevel ikke på nogen måde er det. Det er det, som New Found Glory minder mig om.
