Langstrakte atmosfæriske instrumentalnumre.
Det er en samling af stemninger frem for et musikalbum, som man får mellem fingrene, når man erhverver sig albummet Dolores. Det er den efterhånden ganske rutinerede tyske kvartet Bohren & Der Club Of Gore, der står bag, og det er altså primært de sørgmodige og melankolske stemninger, der er blevet plads til på Dolores.
Det var helt tilbage i 1992, at fire unge tyskere fandt sammen i Ruhr-området. Målet var at lave en skæv blanding af ambient, crossover jazz og noget mere energisk. Siden er det blevet til fem albums og en enkelt udskiftning i bandet, inden Dolores nu rammer pladebutikkerne. Og hvordan skal man beskrive albummet? Hvordan ville man beskrive Sigur Rós? Det er næsten umuligt at definere de små tyste og generte stemninger, der frembringes gennem rhodes, saxofon, klaver, mellotron og hengemte trommer.
Lydlandskaber, der til en lytter i den rette stemning og situation, har potentiale til at være gribende og indtagende. Men også lydlandskaber, der er forbeholdt ganske sjældne tidspunkter på måneden, hvor man har brug for at gemme hovedet langt ind under puden, så alt bliver mørkt, og det eneste man behøver fylde sin hjerne med, er den musik, der strømmer ud af høretelefonerne, der er proppet så nøjagtigt i øregangene, at ingen anden lyd slipper ind.
Oplever du ofte at være i denne sindstilstand, så kan du ikke undvære Bohren & Der Club Of Gore. Oplever du aldrig denne sindstilstand, så er Dolores ikke noget for dig. For alle midt-imellem’ere er det værd at give dette album en chance. Men det bliver aldrig en klassiker eller en favoritplade for mit vedkommende – blot et fint og smukt mellemspil, når der er brug for en puster fra travlheden.
