Grænsesøgende men rodet
Glasgow-bandet The Phantom Band tør forsøge at skabe noget nyt. Det er på vor tids musikscene en ordentlig omgang respekt værd. Desværre lykkes gruppen ikke helt med deres forehavende, men der er antydninger af noget stort mange steder.
Vi bevæger os et spøjst mellem de skyhøje, storladne produktioner og noget nærmest minimalistisk simpelt. Og vi bevæger os mellem en elektronisk pumpende bas og de stolte urgamle skotske musiktraditioner. Ikke at det er elektronisk eller folk – bare et underligt sted imellem. Det elektroniske fornægter sig ikke på indledningen af albummet, mens folkinspiration er glasklar på den neo-folkede ”Folk Song Oblivion” og med en mere traditionel tilgang på den fine ”Island”.
Forsanger Rick Anthony, der selv har folkartisteriet Rick Redbeard som sideprojekt, bærer sangene fint – både når det skal være intimt, og når det skal være storladent. Bandet fremfører numrene fint – også med succes i alle afkroge. Når Phantom Band alligevel ikke formår at skabe et rigtigt vellykket debutalbum, så er det fordi, det bliver for søgende. Der er for langt mellem afkrogene, til at man som lytter kan holde rede på helheden, og numrene bliver ofte unødvendigt lange og komplicerede.
Et nummer som førnævnte ”Island” er en umiddelbart let tilgængelig folksag, som står flot med en glimrende melodi og intim stemning, men Phantom Band trækker nummeret ud til 8½ minut, uden at bibringe nævneværdigt nyt undervejs. På den måde formår bandet at trække tvivlsstreger i alle de numre, de ellers indleder og udfører så sikkert.
Og det giver unødvendig usikkerhed i helhedsindtrykket af The Phantom Band, som således søger efter grænser og afkroge. De kommer fint og smidigt omkring i hjørnerne – men vejen fra hjørne til hjørne er for lang – og hjørnerne er for forskellige til, at de hører sammen i samme rum.
