Hatesphere: To the Nines

Til alle skeptikere efter de mange udskiftninger: Byd Hatesphere velkommen tilbage! Var I fans af Hatesphere med den gamle besætning, vil I med meget stor sandsynlighed elske To the Nines.

cover-hatesphere-tothenines-2009-300x300

Kompakt og brutal genfødsel

Det var med enorm forventning og spænding, at jeg første gang satte Hatespheres nye album To the Nines i afspilleren. Stor forventning pga. det fremragende seneste album Serpent Smiles and Killer Eyes fra 2007. Den store forventning kombineret med en viden om, at fire af de fem medlemmer i Hatesphere er skiftet ud siden 2007, så kun Peter Lyse Hansen er tilbage, betød at at To the Nines også blev mødt af en del spænding og skepsis fra min side. Især Jacob Bredahls exit blev begrædt af mange fans, og med de andre udskiftninger skabte det frygt for, at Hatespheres tid var ovre. Det ville have været kostbart for dansk metal, hvor Hatesphere efterhånden meget fortjent havde opbygget et godt ry og en stor fanskare både i Danmark og i resten af Europa.

Med store forventninger, skepsis og stor spænding kommer som regel også enten skuffelse eller positiv overraskelse, og allerede ved første gennemlytning kunne jeg konkludere, at albummet ville overraske mig positivt. Den største overraskelse står den nye frontmand Jonathan Albrechtsen for. Kun 20 år gammel og hentet ud af ingenting er han trådt ind i Hatesphere, og viser på To the Nines at han er en fuldt ud værdig og kompetent arvtager til Bredahl. Med sin dybe og brutale growl er han i høj grad med til igen at placere Hatesphere på et hårdt og højt niveau på metalscenen.

Peter Lyse Hansen har utroligt nok formået at samle et helt band, som i den grad gør al tvivl om Hatespheres muligheder for en genfødsel til skamme. Lindberg (bas) og Dennis Buhl (trommer) lægger en solid bund, mens Lyse og Jakob Haagen Nyholm supplerer hinanden glimrende på guitar. Selv om To the Nines kun byder på lidt over en halv times metal, så emmer skiven af så høj kvalitet, at den lidt korte spilletid ikke gør noget. Selv med den store udskiftning rammer Hatesphere igen en næsten perfekt kombination af thrash/døds-metal med turboen i bund, som på titelnummeret og ”Backstabber”, og en mere rytmisk og melodiøs, men dog tonstung metal, på numre som ”Cloaked in Shit” og ”Clarity”.

Til alle skeptikere efter de mange udskiftninger: Byd Hatesphere velkommen tilbage! Var I fans af Hatesphere med den gamle besætning, vil I med meget stor sandsynlighed elske To the Nines. Århus-thrasherne fejrede udgivelsen med et par danske koncerter og er netop taget på Europa-turné. Mon ikke turnéen afsluttes med endnu et par danske koncerter, hvor Hatesphere vil vise deres værd. Lad os håbe det.

Written By
More from Lars Asmussen
Foo Fighters: Wasting Light
At amerikanske Foo Fighters har en uforlignelig evne til at skrue et...
Read More
0 replies on “Hatesphere: To the Nines”