Bob Hund lever!
Så kom de endelig tilbage. Altså rigtigt tilbage. For ja, der blev godt nok spillet en koncert på Roskilde sidste år, endda på den største af de store scener, men helt ærligt… Det var altså ikke en helt rigtig Bob Hund koncert. Tirsdag aften i Vega blev der derimod budt på noget nær den ægte vare – komplet med nærvær, intimitet, intensitet, vanvid, kontakt, sved og smil.
Den rene glæde og tossethed som er Bob Hund kan kanske ikke kravle langt nok ud over scenekanten til at få 10.000 mennesker i omdrejninger, men på en mere intim scene som Vegas er rammerne perfekte. Forsanger Thomas Öberg fik som altid sparket festen i gang fra første færd, iklædt snehvid påklædning, ibenholtsort maske med dertilhørende dobbeltradet perlekæde, og naturligvis sit vanvittige energiniveau, som man ikke kan andet end at beundre. Og som få kan gøre efter. Duracell-kaninen var tilbage, og denne gang i sit rette element.
Der blev budt både på nye numre og gamle kendinge, og som oftest var det de gamle numre, der virkelig fik sparket gang i publikummet, selvom der helt klart er potentiale i det nye materiale – især numre som ”Folkmusik för folk som inte kan bete sig som folk”, og ”Världens bästa dåliga låt” fik godt gang i publiken og en god modtagelse, mens et nummer som ”Fantastiskt” allerede har fået sig noget af en status som ørehænger.
Og så var der jo klassikerne, som med lind hånd var strøet ud over settet – der var revolution i gang, der var et fall och en lösning, der var alt på et kort, der var en lille planet og der var et opstemt publikum, som hoppede, dansede, rokkede, smilede – hver i sit eget tempo.
Man føler en sjælden forbindelse til Bob Hund, når de er på scenen – både fordi Thomas Öberg konstant kommunikerer, kravler, smadrer, smiler, men også fordi han er flankeret af det mest fantastiske band, som tight spiller sig igennem de vanvittige numre, og som står med stenansigter hvorfra der dog af og til udledes et lille skævt smil. Bob Hund-koncert er en sådan energiindsprøjtning, som alle burde få om foråret. Musikken er kaotisk, Öberg er kaotisk, men den følelse man forlader koncerten med, er en følelse af ultimativ velvære.
