Depeche Mode leverer med nyeste album atmosfærisk vellyd i lange baner
Et nyt Depeche Mode album er altid ventet med ekstra spænding. Blandt andet fordi bandet faktisk kun har lavet tolv reelle studiealbum i deres snart 30 år lange karriere. Men også fordi at alle bandets tolv albums holder et eminent højt kvalitetsgennemsnit.
Overall har engelske Depeche Mode aldrig lavet et egentligt mislykket album. Okay, der er et stykke mellem deres bedste og så deres mindre heldige, men det er jo ikke så pokkers mærkeligt, for når man har kreeret klasseværker som Music For The Masses, Black Celebration, Some Great Reward og ikke mindst Violator, så synes de mindre gennemførte bedrifter jo nemt en anelse blege.
Sounds Of The Universe er et Depeche Mode album klart over middel set i sammenhæng med hele deres produktion. Lyden er drejet tilbage mod det mere mørke fundament, hvor udtrykket oser af sammenbidt intensitet og insisteren. Som når Depeche Mode er bedst, så stikker flere af sangene frem som sortrandede, elektroniske salmer, der er båret frem af eminent og højtravende vokalarbejde af Dave Gahan (han synger på dette album bedre end meget længe), lufttætte synth-spor og Martin Gores kantede og knasende guitarfigurer. Og så beviser Martin Gore igen, at han er og bliver en af de bedste og mest forførende korsangere. Og lead mestrer han også – hør bare tracket ”Jezebel”. Den mand er det lydlige billede af rendyrket melancholia med en gåsehudsfaktor på 100 %.
Udtrykket udgøres langt hen ad vejen af en dreven vekselvirkning mellem kontrolleret desperation og flosset nærvær, og så kælen og dragende lyd og melodiøsitet. Og denne sadomasochistiske tilbøjelighed til at flette følelses- og lydmæssige yderkanter ind og ud af hinanden – der jo er et klassisk Depeche Mode greb – lykkedes overvejende rigtig flot på Sounds Of The Universe. Sådan lidt velournuanceret, elektronisk horror-erotik hele tiden søgende mod noget eviggyldigt – og noget mere. Når Depeche Mode vender vrangen udad – eller vice versa – er de virkelig et djævelsk blend af koldt og varmt, af kærlighedssøgende tilstedeværelse og følelsesmæssig separation.
Sounds Of The Universe er en rejse tilbage mod tidligere tiders basale Depeche Mode fundament. Den blev sat i gang på foregående album Playing The Angel, og den er ikke så fandens langt fra den fuldstændige fuldbyrdelse på nyeste album.
