Velspillet udbygning af repertoiret
Det er vel omtrent tyve år siden, at Nikolaj debuterede med De nye piloter-albummet, hvor han med ’40 prince-om-dagen’-stemme sang sig ind de fleste danske teenageres hjerter med sine ung-naive Bryan Adams-agtige rocksange og sit charmerende Michael J. Fox-80’er-look.
Jeg var en af dem, der havde debuten på kassettebånd, og den er skiftet ud med cd, der flere gange har måttet udskiftes på grund af slid. Og jeg synes stadig at albummet holder. Ligesom mange af de andre Nikolaj-udgivelser, som har fået hårdt ord med på vejen af anmelderne. Men de seneste par nyskabelser fra den rutinerede herre har ladt lidt for meget tilbage på mangellisten.
MAND! er et godt forsøg på at give ekstra tempo og bid, men sangene mangler ofte lidt dybde. Det starter fint på ”Kom Nu”, mens ”Baby You’ve Got It” og ”Kyssesang #3” har fin energi og et som altid velspillende Piloterne-band. Desværre er udtryk og tekst på disse numre en tand for teenage-forsimplede til, at jeg synes, de klæder Nikolaj og os fans, der efterhånden aldersmæssigt er kommet ud over sætninger som ”Alle vil så gerne hele tiden kysse dig, jeg kan se der allerede er en kø på vej, bare fordi du er så sød, bare fordi din mund er blød”.
Nikolaj har vekslet lidt mellem at udgive plader med Piloterne og i eget navn. Jeg begynder at tolke skiftene sådan, at Piloterne skal være fest, ballade og skuen tilbage til starten af karrieren, mens Nikolaj Christensen stiller sig selv og sin personlighed i front på solopladerne. Måske er det derfor, at jeg bedst kan lide disse albums, men jeg ærgrer mig over, at Nikolaj ikke gør brug af de udmærkede afvekslingsmuligheder, han ville have haft, hvis han ikke delte sit sangmateriale op i solo-ting og Piloterne-sange.
”Hele Vejen” er eneste nummer, hvor man kommer tættere på sangenes nerve, og hvor det personlige udtryk, som Nikolaj har skabt og opbygget i sin vokal gennem årene, får frit løb, og den står som højdepunktet for mig.
Trods flere gode forsøg undervejs, og selvom Piloterne er eksplosive, energiske og fremragende udførende som altid, så lægger MAND! sig lidt som et album, der udbygger kvantiteten af repertoiret uden at tilføje klare kandidater til næste Greatest Hits-album.
