Britisk crooner-hardrock
Steven Morricone er omdrejningspunktet i Leeds-baserede The Scaramanga Six, der med sit andet album gør sin entré på den danske musikscene. Første-albummet blev således ikke udgivet på vores kanter, så Songs Of Prey er første mulighed for at stifte bekendtskab med bandets storladne rockmusik, der bunder i et enormt lydbillede med tunge guitarer og en energisk rytmebund, mens Morricones vokal er stor-croonende og teatralsk. Tilmed er der tilsat store kor-arrangementer, og det gør bandet til en overrumplende oplevelse ved første gennemspilning.
I pressematerialet er bandet citeret for, at de ser sig selv som et ondt popband. Som Motörhead med Tom Jones som forsanger. Og koblingen er ikke helt af vejen, for ligeså utænkeligt det lyder, ligeså tæt på er sammenligningen. Dog vil jeg mene, at det nærmere lyder som Tom Jones med Motörhead som backingband. Den lille forskel på de to formuleringer er, at vokalen synes mere i forgrunden, end den energiske bund.
Det betragtelige drive i musikken er dog med til at give et stærkt flow på albummet, men langtidsholdbarheden står ikke mål med førsteindtrykket. Dertil er melodimaterialet ikke stærkt nok, og Morricones imponerende vokal bliver hurtigt for meget af det gode.
Og det er egentlig min generelle anke, at der er lidt for meget alt-for-meget-hed over The Scaramanga Six, der synes at drukne i ambitioner og gode idéer, der bliver overgjort. ”Misadventure” holder niveauet over en længere periode, mens den vrede og punkede attitude på ”I Didn’t Get Where I Am Today” og ”You Should Have Killed Me” også er på plus-siden.
Ellers kan man lade sig imponere en stund over de gigantiske arrangementer, men i det store og hele bliver The Scaramanga Six en lidt for voluminøs størrelse at tage en sving-om med, og et mere forsimplet og forfinet udtryk havde ikke gjort nogen skade for Leeds-folkene.
