Old School Rock helt ind til Benet
Nikki Sixx, Mick Mars, Tommy Lee og Vince Neil fandt sammen i Mötley Crüe i 1981 i Los Angeles, og herefter gik det stærkt inden for genren hard rock/puddel rock/glam rock – kær genre har mange navne. En karriere på 28 år har betydet flere end 80 millioner solgte albums på verdensplan og ikke mindst uforglemmelige hits som ”Girls Girls Girls”, ”Kickstart My Heart”, ”Wild Side” og ”Dr. Feelgood”. Den brogede flok har i deres lange karriere næsten forudsigeligt været ude for både op- og nedture, hvilket bl.a. har ført til brud undervejs, hvor både trommeslager Tommy Lee og sanger Vince Neil har været ude af bandet. I 2004 var den originale besætning dog samlet igen, og det førte til sidste års udgivelse af albummet Saints of Los Angeles. At have disse fire glam rockers stående sammen på en scene i K.B. Hallen denne aften var simpelthen et show, som fans af bandet, og genren i det hele taget, ikke burde lade sig selv gå glip af.
Fra starten af aftenens koncert virkede især Vince Neil i topform. Hans karakteristiske lyse vokal var intakt, og det niveau holdt han hele koncerten igennem. Der blev åbnet med ”Kickstart my Heart”, hvilket vakte jubel i den næsten udsolgte K.B. Hallen. De fortsatte med ”Wild Side”, som fik stemningen op på et endnu højere niveau. Især ved at tre enorme storskærme, bag scenen og ved scenens sider, blev tændt, og selv om størrelsen nærmest passede bedre til et stadion end til den lille hal, så virkede skærmshowet godt og var veltimet i forhold til musikken. De mange forsøg på politiske budskaber, især kritik via mange billeder af George Bush, virkede dog lidt forældede, og det tog til tider for meget opmærksomhed fra scenen.
Aftenens setliste bød heldigvis på rigeligt old school hard rock og nostalgi fra Mötley Crües tidligere år. De fire på scenen er efterhånden omkring de 50 år, så det virkede ikke helt nemt for dem holde kadencen hele vejen gennem den halvanden time koncerten varede. Men de tog sig fire korte pauser undervejs – hver gang hvor ét bandmedlem blev på scenen for at underholde publikum – enten med tromme-, guitarsolo eller snak. Muligvis for at give hinanden et lille pusterum. På trods af en ikke helt tilfredsstillende lyd, så faldt gamle hits som ”Too Fast For Love”, ”Same Old Situation” og ”Dr. Feelgood” i rigtig god jord hos det medlevende publikum. De nyere numre var dog skyld i lidt overflødige og småkedelige momenter.
Mötley Crüe kom selvfølgelig på scenen for at give ekstranummer, og mod al forventning endte det faktisk med nærmest at blive et antiklimaks. Valget var faldet på balladen ”Home Sweet Home”, og man fornemmede hurtigt, at det ikke var den afslutning, det tændte publikum havde håbet. Et svensk flag blev kastet på scenen, og Vince Neil svøbte sig ind i det – nærmest som ville han hylde publikum. Det blå-gule flag blev naturligvis mødt med buh-råb, og først da Neil smed det fra sig, var der igen jubel at spore i hallen.
K.B. Hallen har altid været offer for stor kritik vedrørende lydproblemer, når der har været afholdt koncerter i den lille hal på Frederiksberg. Efterhånden kan det virke som et næsten for oplagt kritikpunkt, men når det kommer til udtryk i en sådan grad som til aftenens koncert med selveste Mötley Crüe, kan man ikke andet end at understrege det igen. Bas og stortromme rungede og buldrede og lyden blev kastet rundt i hallen, så de mange detaljer i guitarriffs og –soloer i høj grad gik tabt. Lidt synd for Mötley Crüe som ellers værdigt og tro mod genren leverede varen.
