Det musikalske multitalents mangel på variation
Devin Townsend er en af den slags musikere, man aldrig helt ved hvor man har, og derfor er det spændende at høre hvad han har fundet på, når han udgiver noget nyt. Også på denne seneste udgivelse Ki, har undertegnede været spændt, og er også blevet mødt med noget helt andet end forrige album.
Ki er det første album i en serie af fire albums, som Devin Townsend Project agter at udgive, og hvert af disse albums vil være med forskellige musikere alt efter tema på pågældende album. Temaet på Ki er, ifølge Townsend selv, at en hvisken er højere end et råb, og selvom dette skal forstås rent symbolsk, må jeg erklære mig uenig i at albummet formår at bevise at den udtalelse er korrekt: Der er bestemt overvejende flest stille, nærmest atmosfæriske numre, hvor Townsend bruger sin bløde, og meget flotte renvokal, og på nogle sange fungerer det, da bl.a. ”Coast” og ”Winter” er smukke og stemningsfulde numre, men i de fleste numres tilfælde bliver det et kedeligt og kønsløst resultat, nærmest en slags baggrundsmusik, hvor komponisten er løbet tør for idéer om hvordan man kan variere sangene.
Der er dog også et par sange, der ikke er stille, og vel derfor er en slags variation på albummet, men disse er imidlertid endnu mindre vellykkede i de fleste tilfælde. Titelnummeret er et meget storladent nummer med kor, der minder en om Enya, hvor ”Trainfire” leder tankerne hen mod rockabillystilen, og Townsends vokal i verset lyder en smule som Elvis! Et meget malplaceret nummer i undertegnedes ører. Også sangen ”Disruptr” skiller sig ud, men gør det dog en smule bedre end de to numre nævnt ovenfor. Godt nok lyder guitaren lidt komisk, og nærmest lidt som Tenacious D., og selvom Townsend forstod at bruge humor i musikken på forrige udgivelse, Ziltoid the Omniscent, lyder det lidt fjollet i denne sang. Til gengæld får man lov til at høre Townsends vokal begå sig i den mere rå lyd med growl og en vis indædt vrede, hvilket er forfriskende, da manden jo kan virkelig meget med sin stemme, men på dette album som sagt mest synger meget pænt og blødt.
Devin Townsend er uden tvivl lidt af et musikalsk geni, men det skinner langt bedre igennem på de tidligere udgivelser som fx Accelrated Evolution fra 2003, hvorimod Ki mangler personlighed og variation. Man må håbe og tro på, at temaet for næste album giver mulighed for større udfoldelse både vokal- og musikmæssigt, for Townsend har det jo i sig, men ingen (musiker) er perfekt, så denne gang kommer multitalentets formåen kun op på en karakter omkring den jævne præstation.
