En setliste af forudsigelighed
Slipknot er af mange kendt som et band med masker, hvis musik bærer præg af teenage aggressivitet. Dog er de meget mere end det på deres nyere albums, men live er forudsigeligheden desværre meget dominerende.
Bandet udviser altid en stor energi når de spiller live, hvor alle ni medlemmer går amok på deres respektive instrumenter imens forsanger Corey Taylor løber rundt på scenen. Denne koncert var præget af denne sædvanlige energi, men med tryk på sædvanlige, da det efterhånden er blevet lidt for indstuderet at se på; har man set en Slipknot koncert har man set dem alle. En sådan udtalelse hviler ikke kun på det visuelle, men også på bandets setlister, der oftest har de to første albums som overvægt. Ikke at der ikke er gode numre at finde på de to første albums, for der er helt sikkert nogle fede numre imellem, som især gør sig godt live, bl.a. ”Spit It Out” fra debuten, hvor publikum sætter sig ned indtil de bliver bedt om at ”jump the fuck up” fra Taylor, men det ville nu også være fedt at høre lidt flere sange fra sidste års album All Hope Is Gone, som viser, hvor langt bandet er nået i deres musikalske udvikling, men Slipknot vil åbenbart helst spille det gamle materiale, som de tror, folk vil høre.
En anden ting, der trak ned i højere grad ved koncerten, var den utroligt dårlige lyd, som faktisk var den dårligste lyd længe hørt på Orange scene. Guitaren lød mudret og vokalen forsvandt i omkvædet i flere numre, hvilket ikke blev bedre af at Taylors vokal i forvejen virkede noget svag når det kom til renvokals passagerne i sangene, og det er en skam, da manden virkelig kan synge. Slipknot har et fedt bagkatalog, og det er som sagt ikke selve sangene, der er noget galt med, men de må gerne bladre det lidt mere igennem til næste gang, og overveje om de måske samtidigt kunne finde på lidt variation af deres show.
[nggallery id=54]
