Søndag
Det er søndag og store pakkedag. Allerede kl. 11 er en fjerdedel af teltene fra camping syd væk og alle samler pænt deres affald sammen i de mange strategisk godt placerede skraldespande, så i modsætning til Roskilde ligner det hele ikke en stor losseplads. Hvis vi lige skal blive ved sammenligningen med Roskilde, så lugter der faktisk ikke en gang af pis og der er masser af frisk, grønt græs endnu, som ikke er slidt væk.
Heldigvis er jeg ikke blevet syg af algerne i søvandet, men min mave trænger alligevel til en kulinarisk forandring. Udvalget i madboderne på festivalen er generelt for ringe. Efter tre dage på sandwicher, hot dogs og toasts trænger jeg snart til noget andet og jeg er begyndt at drømme om sunde ting som salater, bulgur og broccoli!
Igen er dagens største navne samlet på Bøgescenen og efter at Johnny Madsen får bluesrocket sig gennem middagssolen bliver det tid til Danmarks bedst sælgende band gennem tiden. Aqua starter med en hyldestsang til sig selv sunget af korpigerne inden de sætter i gang med deres aktuelle single ”Back to the 80’s”. Rene Dif er selvfed som altid og pisker stemningen i vejret i sit leopard-suit, mens sveden hagler af ham. Lene Nystrøm er iklædt T-shirt med teksten ”I’m the Norwegian dream” og vrider sig som nordens Madonna til de efterhånden noget bedagede rytmer. Aqua har opjusteret med et vaskeægte rock n’ roll backingband og de europoppede sange får en overraskende rocket dimension, der dog ikke gør dem bedre – bare mere rockede. Som med Bikstok Røgsystem er der en vis træthed at spore i bandet. Der er ikke troværdig energi og glæde bag numrene og måske havde det været bedst, hvis Aqua enten havde fortsat med at være gået i opløsning eller tog konsekvensen og lavede nogle flere nye hits. Aqua var sjove, men hits som ”Barbie Girl”, ”Dr. Jones” og ”Roses Are Red” tilhører en anden tid og har ikke kvaliteten til at holde 10 år efter.
Klokken fem begynder det så småt at regne over festivalen og da Editors en halv time senere entrerer Bøgescenen står det ned i tove. Det er derfor en eksklusiv skare, der dansende i mudder tager imod numre som ”Lights”, ”The Racing Rats” og åbningsnummeret ”Bricks And Mortar” fra den kommende plade. Efter en lille halv time er regnen næsten stoppet igen og der bliver langsomt fyldt op foran scenen. Normalt synes jeg bedst om udadvendte bands, som henvender sig til publikum og skaber dialog, men her er det pludseligt stærkt befriende at Editors ikke koncentrerer sig om andet end at spille og leve sig ind i musikken. Frontmand Tom Smith er under hele koncerten fuldstændig ustyrlig på scenen og hver en tone ledsages af enten en vridende dansebevægelse eller et blik af lidelse, vrede eller afmagt. Editors er på en gang fuldstændig malplacerede men også tiltrængt i mængden af alle de danske festivalbands.
Editors efterlader en halvfuld plads foran scenen, så det er muligt at nå at få en bid (ganske god) biksemad inden Danmarks forhenværende største rockband D-A-D giver bolden op. Showet er bygget op helt efter den samme skabelon, de altid har brugt. Jesper Binzer spiler øjnene op og hvæser omkvædet ud på det ene hit efter det andet. Stig fremviser en del af sit kæmpearsenal af specialbyggede tostrengede basser og giver en løbetur iført hjelm med tændte romerlys under ”Bad Craziness”. Cobber spiller usvigeligt selvsikkert som en guitarist med flere års erfaring bør og det unge pust i bandet, Laust Sonne, har efterhånden været med i mere end en dekade og holder på denne dag sit 10-års Skanderborgsjubilæum. Storebror Binzer går derfor i det kreative hjørne og opfinder en ny fællessang og alle er med på at skråle ”Kære Laust. Du er et dejligt menneske. Kære Laust. Dit trommespil er spændende.” Ganske avanceret for en publikumssang, men det virker og D-A-D tager til sidst stikket hjem med at bryde et dogme og spille ”It’s After Dark”, selvom solen endnu ikke helt er gået ned.
Som afslutning på dette års Skanderborg Festival, er lagt op til det store danmarksshow med Smukkoncerten, Vol. 2. Fem år tidligere havde man lavet en genistreg og fejret den 25. festival med 25 kunstnere, der hver havde spillet 1 nummer fra hvert år i festivalens historie. Denne gang består opfølgningskoncerten mærkeligt nok kun af 14 kunstnere og numrene fremføres ikke kronologisk. Således starter Aqua med ”Barbie Girl” og koncerten fortsætter i lidt over to timer hvor vi, i nævnte rækkefølge, hører et hit fra Humleridderne, Cut N’ Move, TV-2, Halberg/Larsen, Den Gale Pose, Gnags, Whigfield, Rocazino, Anne Linnet, Sys Bjerre, Nik & Jay, Sanne Salomonsen og Nephew (der fik lov til at spille to numre). Den arbitrære rækkefølge og de lidt kejtede pauser mellem numrene, hvor der spilles videoer fra den første smukkoncert gør koncerten til en fragmentarisk og rodet oplevelse, som man godt kunne have været foruden. Oven i det havde de fleste af kunstnerne i forvejen spillet koncerter i fuld længde tidligere på festivalen, men så kan man jo kun håbe, at Skanderborg fik dem billigt anden gang.
Skanderborg Festival, som helst vil hedde Danmarks Smukkeste Festival, ender for mig at være en virkelig pæn festival, hvor folk rydder op efter sig selv, stanken af pis er minimal og så er der helt fantastisk lyd foran Bøgescenen, men om festivalen er Danmarks hyggeligste ved jeg nu ikke. Skanderborg har nok skudt sig selv i foden ved at øge billetantallet lidt for meget de senere år og samtidig sænket den samlede programkvalitet, at det bliver Langelandsfestivalen, der overtager den titel.
