Amerikansk Psychrock i mesterklassen
Amerikanske Darker My Love har med den beskedent betitlede 2, udsendt en plade som på alle måder er en stor oplevelse. Bandet huserer i L.A., men vokalen er anglofil, som kom de fra Manchester eller London.
Darker My Love består af fem gutter som tidligere har spillet i forskellige bands, heriblandt The Distillers, The Nerve Agents og The Fall. Deres andet udspil er fuldstændig suveræn og velspillet Psychrock af højeste klasse. På de elleve numre pladen varer kommer vi rundt om inspirationer som, Sun Dial, Ride anno Carnival of Light og Beatles fra deres syrede periode. Men det er ikke helt nok i beskrivelsen, for også fuzzy drone rock kombineret med bølger af feedback som hos My Bloody Valentine entrerer på pladen. Produktionen er gennemført og der er både tænkt i et lækkert detaljeret lydbillede, såvel som en monumental mur af guitar, distortet bas og keyboard.
“Northern Soul” åbner pladen og sætter standarden med et fuldfedt riff, som gentages uden at stå i stampe eller kede, men som hele tiden regenerer sig selv, mens forsanger Tim Presley synger fantastisk og med passende distortion i vokalarbejdet. Nummeret ender i en hylende og udknaldet guitarsolo. Det lyder som en Loop/Sun Dial kombination, uden at Darker My Love på nogen måde planker dem, men blot inspireres. Det skema fortsætter på “Blue Day“, som dog smider oldschool keyboard og “Uh-Uh” kor ind over det hele. På efterfølgende “Two Ways Out“, bliver det mere poppet, men stadig knaldgodt og iørefaldende og med masser af kant. “Pale Sun“ følger med en tyk bund af psykedelisk fuzzspade, mens en akustisk guitar tegner lidt henstrøgne mønstre over mellemstykkerne. “White Composition“ lyder, som hvis en George Harrison pludselig fik lyst til at deltage i løjerne.
“Add One To The Other One“ starter forsigtigt med et sfærisk, nærmest østeuropæisk hammondorgel, mens vokalharmonier så lækre som hos Fleet Foxes (uden sammenligning iøvrigt) honningsmører øregangene. Imens ligger guitarerne på lur, afventende i et tyndt lag feedback, som spinder ind og ud mellem orgeltonerne. Jefferson Airplane spøger og det hele kulminerer i et volumeniøst brag, hvor alt forløses i en katarsisudladning som hos et Black Mountain. På “Even in Your Lightest Day“, er vi tilbage i psychpop territorium, med en ørehænger sang, høj musisk kvalitet og med en fantastisk afsluttende guitarsolo.
De næste tre numre “All The Hurry And Wait”, “Waves“ og “Talking Words“ hænger sammen og leveres uden pause over sammenlagt 12 minutter. Den trilogi er som en samlet komposition, noget af det bedste jeg har hørt meget længe og ville alene være hele pladen værd. Igen veksler bandet imellem alt fra fløjspop, til muskuløs stonerrock, til hvid shoegazestøj, det hele bundet sammen af en fantastisk fornemmelse for den gode melodi. Darker My Love slutter deres pragtværk med nummeret “Immediate Undertaking“, som refererer til en NASA luftlås, designet til forsigtigt at bringe ilt fra Moder Jord tilbage til astronauternes kropssystem. Det er præcis den fornemmelse man får, når man lytter til nummeret og præcis det som gør så godt, efter man er blevet kastet rundt i den psychrock verden, som bandet repræsenterer.
Selvom det lyder som en plade med så mange inspirationskilder, at man kan have svært ved at få øje på hvem Darker My Love selv er, har bandet alligevel sin helt egen identitet og har lavet en mageløs plade med eminente musikere, gode melodier, super produktion, og som svinger imellem at være både blid og kontant, luftig og massiv, kælende og kras, glad i låget og ond i sulet. Der er stor spændvidde mellem polerne, men albummet kan bære det på sine skuldre.
Darker My Love var mig ukendt før denne pragtudgivelse, men det er utvivlsomt, at det ikke bliver et engangsforhold. Og når musikåret 2009 engang skal gøres op, vil Darker My Love´s 2 med garanti stå på min liste over årets bedste.
Bandet spiller som support til White Lies i november. Spændende hvordan de fungerer live!
