Minimalt fungerende minimalisme
Willard Grant Conspiracy berigede os med et af de allerbedste og mest betagende albums i 2008. Pilgrim Road hører allerede til blandt klassikerne i min musiksamling, og stor var begejstringen derfor, da det stod klart, at succesen allerede skulle følges op dette efterår. Ovenikøbet med et endnu mere skrabet og intimt album bestående af en blanding af nye numre, covers og alternative indspilninger af tidligere materiale.
Store forventninger har det med at skabe store skuffelser. Og sådan er det med dette album, der i bedste fald må ses som et intermezzo, og som kun får plads på pladehylden i respekt for bandets hidtidige mesterværker. Den dragende og betagende intimitet fra Pilgrim Road synes forsøgt kopieret til dette nye album, og det får den følelsesladede og tætpakkede minimalisme til at fremstå påtaget – og dermed mistes al storheden i numrene.
Sangene er stadig fremragende, og det redder de få stjerner, man kan give dette album. For fremførelserne virker over-teatralske, over-intime og vokalen er til tider på randen af grådkvalt. Følelserne sidder ikke uden på tøjet, som på det nervespækkede Pilgrim Road. Følelserne kastes direkte i hovedet på lytteren, og det er ganske enkelt for meget af det gode.
Selv det bedste hold løber ind i nederlag. Det gælder om at komme videre – og sejre næste gang – for at nederlaget kan godtages som et bump på vejen. Lad os håbe Willard Grant Conspiracy er med på den sammenligning, for Paper Covers Stone bør puttes i glemmebogen så hurtigt som muligt.
