Neofolk meets knitrende electronica med bløde kanter
Kå’s andet udspil efter den anmelderroste debut med Sammenbidt Blidt fra 2005 består af ti modne sange, der kredser om uforløste møder med virkelighedens barske vilkår og med lige så forløsende hjertevarme, når det melankolske blus bliver skruet lidt ned.
Åbningsnummeret ”Lad os starte en krig” har et friskt uptempo-beat, men man frygter allerede fra begyndelsen, at man nu skal have en tour de force i en politisk bevidst omgang pladderrock, men heldigvis skifter Kå både gearklinge og stemning i det efterfølgende ”Schh”, som er en blid hymne fra det danske lavland med et romantisk skumringsskær. I ”Troldekåbe” og ”Skrivestop” begynder en snigende tone at krybe ind i det lidt upersonlige univers, og her rammer Kå faktisk en god nerve og et godt beat for Katrine Villadsens vokal, som i bund og grund er klassisk ren, men med en vilje til, ”at satse alt mit mod”, som det lyder i den selvbiografiske sang om den skriveblokade, der næsten tog livet af bandet i årene mellem de to albums.
På ”Farvel Hr.” bliver der skruet op for elektriciteten, og Casper Kyhls guitar træder lidt mere i karakter i syret samspil med Anders Hjorts keyboard. Men uden at det nogensinde bliver til støjende rock, forklædt som folk. Faktisk lyder Kå mest som en blanding af Under Byen i en klædelig uptempo-version og en dansk udgave af Heather Nova i det lidt rørstrømske ”Hæl og tå”. ”Løbesangen” er albummets svageste nummer, hvor det elektroniske udtryk bliver for underspillet og for kedeligt, men heldigvis kører det direkte over i det sprudlende ”Europaelevator”, som er skivens bedste med et underliggende fremaddrivende beat og med en tekst og melodi af Sebastian-kvalitet.
Som det hele startede slutter Kå af med den andensidste skæring ”Op”, der har et friskt uptempo, og bandet får fyret godt op under kedlerne med en larmende Kyhl og Uffe Winther på trommer. Det er vistnok en kærlighedssang, men stemningen virker mere fysisk end mentalt, så måske er der simpelthen tale om en musikalsk ejakulation, der fuldender en både blid, men også vovet rejse i et dansk miniunivers udi elektroniske og moderne folkeviser.
Den sidste skæring ”Røg i huset” virker mest som en decideret outro, hvor kun Villadsens vokal og Hjorts tangenter følges ad ned ad vejen, inden de endeligt bliver opslugt af mørket.
Jeg er godt underholdt, Kå leverer deres sange overbevisende, og jeg kan faktisk godt lide, at de enkelte instrumenter er afstemt de skrøbelige stemninger i de enkelte sange samtidig med, at de godt kan stikke deres grinende fjæs frem en gang imellem. Ganske Kåmpetent!
