Maskinel pop på godt og ondt
Den norske sangerinde Annie er genstand for en hype og en nærmest kultagtig beundring, som er sjælden at opleve i electro-popverdenen. Don’t Stop er hendes andet album, og det berettiger kun i begrænset omfang til den megen opmærksomhed hun får.
Hovedindtrykket er et album, hvor det maskinelle og køligt elektroniske er drivkraften sammen med Annies lyse, spinkle og lille-pige-agtige vokal. Der er pæn energi og rimeligt tempo over det meste af linjen, og til tider bliver man fanget af fine melodistumper som på hit-nummeret ”I Don’t Like Your Band”.
Men det er desværre for sjældent. Mange af numrene mudrer sammen i en kold masse, og når Annie forsøger at trække sig op af suppedasen ved at udfordre den lidt for ensartede stil, så går det blot endnu mere galt, som på den unødvendigt skabede og fjollede ”The Breakfast Song” og den lille ballade-kikser ”When The Night”.
Man aner hist og her det talent, der har givet Annie et flot omdømme og en bemærkelsesværdig hype. Men som helhed er Don’t Stop en regulær skuffelse med alt for få mindeværdige øjeblikke, alt for få højdepunkter, alt for megen ensformighed og alt for megen kølighed.
