Indiediscoelectropop med nyskabelse og ensformighed
Danske Non+ er ikke novicer, selvom Sound of Chance er debutalbummet. Mange forskellige sammenhænge har bragt projektets bagmænd frem i rampelyset, men med Non+ er det som om, at vokalisten Tucu Ifill og altmuligmændene Robin Hannibal og Ronni Vindahl træder ind i en zone, hvor de finder deres egen lille nyskabte niche mellem indiepop, elektronisk pop og moderne disco med enkelte retro-lyde.
Allerede nu har den officielle debut har det kastet masser af roser og anerkendelser af sig. Ikke mindst i form af en pladekontrakt i Japan, der blev fulgt af en hjemlig pladeselskabskonkurs, der betød at det danske marked har måttet vente på Non+, der i mellemtiden har vundet DR’s Karrierekanonen.
Albummet vil utvivlsomt gøre sig bedst på dansegulvet, for variationen mellem inciterende electro-rytmer og mere pågående disco-snit taler for begges vedkommende mest til de feststemte fødder. Som regulært lyttealbum bliver Non+ mestendedels interessant, men også en kende for ensformigt og melodisk mangelfuldt. Jeg mangler således de melodiske åbninger, der retfærdiggør det ensartede og monotone udtryk. Den slags afhænger altid af lytteren, der lytter, så for elektroniske feinschmeckere vil sagen givetvis tage sig anderledes og sandsynligvis mere positivt ud, end den gør for indiepop-tilhængere som mig.
Ikke desto mindre er Non+ et band, der pirrer min nysgerrighed og rykker lidt ved mine fordomme til elektronisk musik. For selvom Non+ synes lidt vel stillestående efter min smag, så er jeg ganske fornøjet med trioens evne til at skabe energi og dansestemning, selvom det er med neddæmpede beats og knap så voldsomt pumpende rytmesektioner, som ellers gerne præger genren. At Non+ har nogle uomtvistelige evner til at sammensætte velfungerende popproduktioner er dog indiskutabelt, og den københavnske trio kan meget vel have noget rigtig godt i ærmet, hvis de formår at udvikle eget udtryk i forhold til genren generelt.
Jeg er tæt på at være overbevist, men mangler lige det sidste skridt fremad, før jeg ser Non+ som et band, der danner den hybrid mellem indiepop og elektronisk dansedisco, som jeg glæder mig til at opdage en gang i fremtiden.
