Eventyrlysten storpotent svensk indie
Bag navnet Solander gemmer sig den svenske multimusiker Fredrik Karlsson. Med Since We Are Pigeons har han begået et super-ambitiøst album i den eksperimenterende singer/songwriter-folk-indie-pop-lo-fi-rock-genre, der ellers oftest byder på ørespidsende udgivelser fra USA og England.
Referencer til Fleet Foxes, Owen Pallett og en snas Devendra Banhart hist og her – og så med en typisk skandinavisk melodifornemmelse og en Figurines-agtig vokal. Det er vel mere eller mindre den mest omtrentligt præcise beskrivelse man kan sætte sammen om Solander, der varierer mellem den enkle og simple fingerspillede guitar til mere overraskende arrangementer med blæsere, strygere og tangenter.
Albummet åbner med ”Berlin”, der har en smittende melodi, fornemt klavertema og en åben og lys stemning. Herfra bliver det lidt mere roligt og afdæmpet på den lidt Devendra Banhart-agtige ”Narcissus” og på ”When You Are Away”, hvor Solander synger om rejser, fravær og fascination af store oplevelser som arkitekturen i Rom og en Fleet Foxes-koncert i Berlin.
”Ny State” bider ikke rigtig fra sig, men det gør til gengæld ”St. Michael”, der måske er den mest intime og nedbarberede sang på albummet, men med sin generte guitar og forsimplede blæser-underlægning, har nummeret en uimodståelig charme, der sammen med den gribende stemning og smukke melodi får alt til at gå op i den berømte højere enhed. Der er masser at gå på opdagelse i på den urolige, rastløse men samtidig pæne duet ”Looking For Gold”, mens charmen og umiddelbarheden er smittende på ”Make Amends”.
På ”White Room” savner jeg lidt mere kant og dybde, mens der til gengæld er alt for meget kant på ”One More Shot”, hvor Solander pludselig går i elektrisk guitar-rock-mode – uden det store held.
Solander viser et gigantisk potentiale, og de steder hvor han rammer topformen, er han i verdensklasse, og hans musik antager status af mesterværkspotentiale. Men niveauet varierer for meget, og selvom de grænsesøgende arrangementer netop udskiller sig ved alsidigheden, så kammer eventyrlysten desværre over sine steder. Men topniveauet tager pusten fra lytteren og er så helt igennem bemærkelsesværdigt.
