Claus Nielsen: Horizontal Hourglass

Claus Nielsen er en lidt skæv størrelse at blive klog på, og dette ambitiøse dobbeltalbum virker ikke bare som et musikalsk soloprojekt, men også som et projekt, kunstneren først og fremmest har skabt for sig selv. Dygtigheden er ikke til at tage fejl af, men det fanger aldrig for alvor.

cover-clausnielsen-horizontalhourglass-2010-300x300

Ambitiøst dobbeltalbum uden gnist

Claus Nielsen udsender sit andet album, der omfangsmæssigt er ambitiøst. 30 numre er samlet på et dobbeltalbum, der synes noget søgende og svævende i forhold til, hvad det egentlig er, kunstneren ønsker. Beatles nævnes som den helt store inspirationskilde, og mange af sangene er da også ganske lette at tilgå, men der findes tillige langstrakte instrumentalpassager og 17 minutter lange udfoldelser, hvor der bydes på masser af instrument-lir og langsommelige opbygninger.

Således synes Claus Nielsen at henvende sig til både det pop-elskende publikum, og til dem der gerne bruger lidt ekstra tid på musikalske udfoldelser i stil med gamle Santana-udgivelser. Og Claus Nielsen er en dygtig instrumentalist, som selv har indspillet alt materialet på albummet. Desværre rækker hans evner som sangskriver og vokalist slet ikke lige så langt.

Vokalen er en spøjs, spinkel og lys størrelse, som mangler kant og personlighed til at føre de ikke helt vellykkede melodier ud i verden. Der er langt mellem de sange, der virkelig sætter aftryk, og når vokalen ikke hjælper til at få udtrykket til at gøre indtryk, så sidder jeg som lytter tilbage med uforløst sag, og er ikke rigtig ramt af hverken sange, tekst eller helhed.

”Despite The Cost” har en smule bid med sine akustiske og lettere eksotisk inspirerede guitarer. ”Change Our Ways” nærmer sig også at være en melodi med potentiale. På samme vis kan man lade sig rive med af den gammeldags guitarlir på ”The Extra Mile” og af opbygningen på ”Do You Ever Have Those Days”, der starter kedsommeligt, men som udvikler sig til en fornuftig skæring.

Beatles-inspirationen er en smule for voldsom på ”Could It Be?”, mens de afsluttende sejtrækkere ”Taking My Sweet Time” og ”Resolution #99” på henholdsvis 17 og 13 minutter, ikke har substans nok til at holde mit fokus.

Instrumentalpassagerne lider ofte af, at det ikke rigtigt swinger. Claus Nielsen er dygtig på samtlige instrumenter, men det bliver lidt for tydeligt at høre, at han selv har indspillet det hele, og at det således er indspillet med instrumenterne hver for sig. Der mangler gnist og improvisationsfornemmelse, og det er synd. ”Jazzy Jams” er den eneste af instrumentalskæringerne, der synes at fungere for alvor.

Claus Nielsen er således en lidt skæv størrelse at blive klog på, og det ambitiøse dobbeltalbum virker ikke bare som et musikalsk soloprojekt, men også som et projekt, kunstneren først og fremmest har skabt for sig selv og for sin egen skyld. Dygtigheden er ikke til at tage fejl af, men det fanger aldrig for alvor, og således gør albummet ikke rigtig indtryk.

Written By
More from Morten Wamsler
Everybody Was In The French Resistance…Now!: Fixin’ The Charts
Det bliver lidt for konceptuelt og ensformigt. Der er for langt mellem...
Read More
0 replies on “Claus Nielsen: Horizontal Hourglass”