Odenseanske shoegazere imponerer med formfuldent debut-ep
Hold fast hvor jeg elsker Shoegaze. Hele scenen af bands, ingen nævnt ingen glemt, med skosnudekiggen og rygvendte musikere, som er (påtaget) generte og introverte, men som er yderst fysiske og udadrettede når der skal støjes. Reverb, feedback, dissonans og bølger af guitarmodulationer i alskens farver, hvid er dog evident, mens paletten fuldendes af en drømmende vokal liggende så dybt i lydbilledet, at den ofte er knap hørbar. Jeg bliver aldrig færdig med eller træt af genren og det er der heldigvis mange musikere som heller ikke gør, for der kommer sporadiske nyudgivelser med både nye tag på genren, såvel som fuldstændigt oldschool tilgange til samme.
Odensianske Dorias Baracca er en kvartet med en gennemsnitsalder på under tyve og jeg skal da love for, at de kan deres shoegazebibel til punkt og prikke. De går lukt i shoegazehjertekulen med deres suveræne lyd og stemninger og man er konstant down memory lane, mens Handsome Melting Point EP spiller. Fire numre med en samlet spilletid mere end 30 min. vidner om langstrakte drømmende numre, perfekte til en vinterkold februar, ja til enhver tid velsagtens.
Coveret kommunikerer præcist hvad indholdet udfolder. En mand skuer ud over havet, søger uden held efter fikspunkter i det blændende lys for enden af broen. Horisont og himmel går i ét. Om han søger efter livstegn eller omvendt er på vej til at ende sit liv må stå for egen regning, men fornemmelsen af det uendelige og uangribelige er indlysende. Polarblå med turkise nuancer og en på en gang kold og varm tåge som synes endeløs og uigennemsigtig. Tiden står stille, man suges ind i et limbo uden at miste bevidstheden. Som at være lam, men med fuld hjerneaktivitet. Holdepunkterne er få og man er nødsaget til overgivelse, fortabelse og bare lade sig drive med på distortionbølgerne, som både luner og krasser uden interesse for den traditionelle intro/vers/vers/omkvæd formel. Det er stort og pompøst. Alligevel er det på ingen måde umelodiøst, blot skal man søge dybere end sædvane. Helt nede under det umiddelbart murvoluminøse ligger masser af fine guitarfigurer og glimter og man skiftevis glædes, imponeres og rammes af ryggradsrislende opstemthed hen ad vejen.
Mixet står Jonas Munk for, som også i sit eget projekt Manual udviser overordentlig stor kærlighed for den evigt gyldige genre. Hos Dorias Baracca er det dog udført analogt uden skyggen af synth, glitch eller anden elektronisk knitren og den rammer bulls eye hos undertegnede.
Det 11 min. lange ”Birthday” kan præcis det, som genren er garant for. Lange laidback stemninger, med en æterisk vokal som svæver rundt som aerosoler omkring instrumenterne, der spilles repeterende, distortionfyldigt og sanseberigende smukt og man drømmer sig væk i trancelignende moods, helt uden på noget tidspunkt at forsvinde ud af musikkens rum. ”Silence”, ”The Only Touch” og ”Sandtown” er alle helt på højde med heltene i den klub, som My Bloody Valentine, Slowdive og Ride står som ypperste repræsentanter for og hvor ”Silence”´s titel indikerer ambiente toner, er det nummer i stedet rystende godt i sin konstant opbyggende støjstorm mod enden.
Dorias Baracca’s Handsome Melting Point EP minder om det, københavnske Windermere lavede på deres fine debut The World Is Here, men odenseanerne er mere gennemførte oldschool shoegazere og i mine øjne en bedre og fremragende repræsentant for genren.
Kan Dorias Baracca holde EP´ens kvalitet på en fremtidig fuldlængde, er jeg første i køen til albummet.
