Vervain: Rigshospitalet

Numrene bliver leveret som glohede metalbyger af et par minutters varighed, og de 12 skæringer er overstået, før man kan barbere en perserkat. Elskere af Madball og Exploited bør lade sig indlægge på Vervains Rigshospital – Psykiatrisk Afdeling!

cover-vervain-rigshospitalet-2009-300x300

Svensk hardcore punkrock af den ægte slags

”Vervain er for dem, som har stærke principper og idéer, som de er overbevist om er rigtige og som de sjældent ændrer. De er beslutsomme, men overnervøse, overaktive og anspændte. De lægger unødige kræfter i alt, hvad de foretager sig, de presser sig selv ud over deres fysiske grænse.” (www.naturoghelse.dk).

Ovenstående citat er hentet fra nettet om den helsebringende plante, Jernurt. Det er tydeligvis en plante med egenskaber, der i hvert fald på det umiddelbare plan falder meget godt i hak med de kontante svenskere, der med debutalbummet Rigshospitalet leverer en kompetent omgang (us)hardcore. Stilen er mildest talt beslutsom, og drengene fra Malmö bygger deres hardcorerock på den svenske malm, med en solid omgang muskuløs og vital energi, der redder projektet sikkert i mål fra start til slut.

De 12 skæringer veksler mellem svensk og engelsk tekst, og det er ikke mindst i de svenske numre, Vervain kommer rigtig tæt på godt gedigent svensk punkrock. Med tonsvis af tatoveret noise og et band langt fremme i skoene, der ikke går på kompromis med studieindspilningens vellyd og overkontrollerede fernis, banker Vervain deres stålnagler af komprimeret lyd gennem lydmuren ud til den sagesløse lytter. Men tag ikke fejl, Vervain behersker deres instrumenter rutineret som få og spiller med et overskud, der langt hen ad vejen gør albummet vellykket – med en stil fra 90’ernes hardcore punkrock, før det blev mudret til med growl og voluminøse attituder. Hos Vervain er der den rå urkraft som leder tankerne hen på engelske Exploited – og hvor mange gør det i dag!

Numrene bliver leveret som glohede metalbyger af et par minutters varighed, og de 12 skæringer er overstået, før man kan barbere en perserkat. Der er i sandhed tale om den ægte vare, af den sjældne slags. Og er man til den muskuløse, tatoverede, ægte, barrikadepunkrock, med et svidende touch af den kyniske hardcore, har man Vervain. Elskere af Madball og Exploited bør lade sig indlægge på Vervains Rigshospital – Psykiatrisk Afdeling!

Written By
More from Carsten Meedom
Interview: Godsmack (Sully Erna og Shannon Larkin)
Sully Erna: "The good thing that I feel blessed about with this...
Read More
0 replies on “Vervain: Rigshospitalet”