Franske appetitvækker uden mætningseffekt
Danske Bronson Brothers har tydeligvis deres inspirationer fra den franske popmusik. Og der er masser af gode og fine inspirationer at finde i den franske kultur, og nogle af dem fungerer, mens andre ikke bærer helt frugt hos Bronson Brothers.
Umiddelbart fanges jeg fint ind i det forfinede popunivers, The Bronson Brothers skaber. For selvom ”Ancient Land” er en lidt tyndbenet åbner rent melodisk, så lover arrangementet noget stort, og jeg føler mig fint velkommen i den storladne crooner-lyd.
På ”The Tide” har brødrene Bronson vokal hjælp fra den franske sangerinde Soko, der fik et mindre one-hit-gennembrud med sangen ”I’ll Kill Her” for et par år siden. Det er sødmefuldt og igen storladent, men melodien er som på åbneren mangelfuld.
Anderledes succes har Bronson Brothers med ”Mirror Mirror”, hvor de sydlandsk klingende guitarfigurer giver et fint ekstra element. Også melodisk er der mere at hente her, og de fine takter fortsætter på ”Yellow, Red & Black”, hvor den fint croonende mandevokal er i stærkt samspil med den hviskende kvindevokal.
Kvaliteten på albummet kulminerer på ”When Stars Collide” hvor de fine delelementer samles i en flot helhed med al den nærhed, nerve og intimitet, som ellers savnes flere steder på albummet. Både vokal og melodi sidder i skabet, og her finder vi Bronson Brothers når de er bedst.
Allerede fra begyndelsen af albummets sidste halvdel begynder det dog at gå ned ad bakke igen. ”If You Are Him” brager ikke helt igennem, og den blæserambitiøse ”Sunday” har ikke kvalitet nok i hverken melodi eller vokal.
”The Eastern Promise” er en sjov idé, hvor en lille melodistump skal bære et helt nummer, men det er kun tæt på at lykkes. ”Breexe of Spring” går hurtigt i glemmebogen, mens mystikken på afslutteren ”Initials S.g.” er dragende men lidt vel svær at finde helt ind i.
Således er der flere fine optræk og en enkelt fuldtræffer på Bronson Brothers’ debutalbum. De fine elementer skal forfines væsentligt og sammenhængen på albummet skal have en væsentligt større tyngde, for at næste forsøg bliver vellykket. Denne gang ender indtrykket snarere som smagsprøver fra det franske køkken end en reel menu, man kan blive mæt af.