Rytmikkens syntetiske mestre udfordrer på ny.
Britiske Autechre har lavet et gennemarbejdet, spændende og som altid krævende album med Oversteps. Mange har tendens til stress overfor de både arytmiske og polyrytmiske angreb, som både gør sig i tonal noise og nærmest hip hop vuggende coolness, mens der brydes ned og bygges op i ét væk. Ens abstraktionsniveau skal have højt til loftet, når man indløser billet til Autechre’s teknisk komplekse univers. Personligt er jeg overordentligt begejstret for briternes synth-eskapader og ser med spænding frem til hver gang duoen leverer et nyt udspil.
Under de første 40 sekunder af ”r ess” mistænkte jeg Autechre for at have lavet et 2010 take på John Cale’s “4’33”, for der sker ikke en hujende fis, men jeg blev klogere, for pludselig åbner sig et sindsoprivende smukt og dystert nummer, med sugende, susende og effektfuldt truende og støjende synthflader, som kunne være taget ud af en dystopisk og klaustrofobisk horrorfilm, indtil abrupte og skæve rytmer sætter ind og forstyrrer de cinematiske sanseillusioner – det er frygtindgydende godt og gjort med stort overblik.
”ilanders” er high class Autechre, med et væld af synthscenarier og multirytmik i spil. Bedst som man har fanget præmissen, stikker den af igen og man presses på den fede måde som lytter. At være medspiller er et must, men magter man det er der gods og godter at hente på Oversteps.
Autechre er mestre i polyelectro med masser af lag og subtile stemninger. Uhyggevækkende og iskoldt manøvrerer de deres maskinpark af synths og programmeringer, mens der arbejdes på bøjninger af metalliske klange og selvom det er frysende udført, varmer det mit indre.
”known(1)” har en kinesisk aura over sig og tangenterne spilles så de lyder som et hapsichord over de grænsesøgende rytmer, men der er tydeligvis en rød tråd indenfor rækkevidde hele tiden. Det lyder som en blanding af Jean Michel Jarre’s Concert In China og Autechre på LSD trip. Oldschool tech meets IDM på forunderlig vis.
”Treale” er dubtunge hip hop rytmer i samspil med glitch og synthoverløb og man er tæt på at få elektrisk stød, hvis man sidder for tæt på højtalerne. Autechre får på umærkelig vis tilført et tørt og stringent Kraftwerksk beat midtvejs og det er altså spitzenklasse, det englænderne får stykket sammen her.
På ”os veix 3” kører det fnuglette og elegante side om side med det tunge og bastante og det som synes umiddelbart umuligt at inkorporere, lykkes til fulde for duoen.
Ikke alt på Oversteps er lige spændende. ”pt2ph8” er lidt intetsigende, stillestående og kønsløs i sine skønhedssøgende rytmemønstre og det fremstår ufærdigt og parantetisk. ”see on see” og ”O = 0” lider lidt af samme problem, mens der på ”d – sho qub” går eksperimentgalskab i angelsakserne og dét i en sådan grad, at det går over gevind og det bliver lidt for nørdeintrovert og avantgardistisk for mine ører. Jeg mister i hvert fald interessen undervejs.
Til gengæld er ”st epreo” rigtig fin. Nummeret starter i alderdomshjemstempo, men inden længe går det over stok og sten og den halsbrækkende rytmik følges til dørs af en mørk og særdeles dyster grundtone, som trækker nummeret i modsat retning. Sneglefart og mylderrytmik i samspil er særegent for Autechre og de gør det med glans på dette track.
Afslutteren ”Youp” ville være en perle som bisidder, mens man ser de sidste transcenderende og visuelt syrede minutter af Stanley Kubrick’s mindfuck 2001- A Space Odessey.
Autechre har med Oversteps endnu engang lavet et suggestivt og komplekst album, som går direkte i det sensoriske nervesystem. Har man mod på mere og ikke frygter rytmisk overkill, leverer Autechre efter sigende intet mindre end fem timers koncert i Koncerthusets foyer d. 2. april