Velgjort – men uoriginalt
Duck and Cover er et dansk 40’er-country-pop-band, der på nær den manglende skrat fra pladespilleren, ligeså godt kunne have været udsendt den gang for 70 år siden. Man kan således kalde det stilsikkert og traditionsbevidst, men alligevel kan det ærgre, at der ikke gives lidt moderne indspark undervejs på dette album, der i udførelsen er aldeles upåklageligt, men som mangler noget kant.
Lyden, sangene, arrangementerne, vokalstilen og det hele er nøjagtigt som var det fra USA kort efter krigen. Det er lørdagsbal på knejpen nede på hjørnet, hvor den uskyldigt udseende blondine er i spidsen for orkesteret, der spiller sange, som alle er grundlagt i de dybeste traditioner og med ensartede klassiske opbygninger for, hvornår soloen skal sætte ind o.s.v.
”Funnel Of Love” har lidt ekstra udtryk, og her viser sangerinden Krestine Havemann lidt ekstra eksempler på de vokale kvaliteter, hun har, mens de instrumentale kvaliteter kommer stærkest til udtryk på den jazzede ”Lovestruck”. Andre steder bliver det for kvalmt som på den gammeldags countryballade ”One Tear Away”, der nærmest er så nært på sine rødder, at det til tider bliver på nippet til at være kliché-agtigt. På ”Squarehead Boogie” er der dømt fest med fællesdans, og der er knald på den afsluttende klassiker ”Lonesome Train”.
Man kan lige knap tillade sig at kritisere et band for at lyde perfekt som det, de gerne vil. For Duck And Cover vil gerne spille gammeldags traditionel musik med rødder i efterkrigstidens USA, og det gør de så glimrende og næsten til perfektion. Men netop perfektionen gør det også en anelse kedeligt, for havde der været lidt originalitet og kant, var jeg garanteret revet med. For både vokalen og de musikalske udfoldelser vidner om kæmpemæssige evner. De bruges dog på mest at lyde som andre end som sig selv – og det er synd, for det kunne faktisk være ganske interessant i en niche, man sjældent hører nyt fra.
